11 landsbypubber du ikke må misse i Storbritannien

Grønne bakker, små huse med stråtage og brostensgader. Mere pittoresk end det bliver Storbritannien ikke. Kombiner natur og kultur ude på landet med besøg på britiske pubber med den der ekstra behagelige service og iskold ale på fad.

 

The Rose & Crown, Romaldkirk, det nordøstlige England

Den lille landsby Romaldkirk i Durham er ærketypen på en pittoresk engelsk landsby. Her er fine stenhuse, en gammel kirke og grønne marker, en billedskøn landsby, der er som skabt til at være postkortmotiv. Midt i den lille by ligger også The Rose & Crown. Den gamle stenbygning fra 1700-tallet gemmer en hyggelig restaurant og pub, som også har en hoteldel. The Rose & Crown serverer så meget lokalt produceret mad som muligt, da der er mange producenter i denne landlige del af det nordlige England. De har en række ølsorter fra North Yorkshire – som for eksempel Black Sheep Brewery, The Village Brewery og Thwaites Brewery.

The Rose & Crown, Romaldkirk, nordöstra England
The Rose & Crown, Romaldkirk, det nordøstlige England © VisitBritain / James McCormick

 

White Hart, Newenden, det sydøstlige England

Newenden er den mindste, men også den ældste by i engelske Kent. Den pittoreske og imødekommende landsby er omgivet af et rustikt, smukt miljø, der er som taget ud af en engelsk roman fra 1800-tallet. I byens midte, lige over for kirken, ligger White Hart. Pubben har aner fra 1500-tallet og besøges regelmæssigt af sine stamgæster og forbipasserende fremmede. White Hart tager øl seriøst og opdaterer sit sortiment regelmæssigt med nye sorter og lokalbrygget ale. White Hart har desuden en ølbog, hvor stamgæsterne kommenterer de forskellige smage.

 

The Woolpack, Totford, det sydøstlige England

Man får en herlig landlig fornemmelse, når man besøger baren på The Woolpack. Her er alle velkomne, stamgæster kommer og går, og et par hunde hviler sig i varmen fra pejsen. På The Woolpack satser man på rigtigt god ale på fad, og her er blandt andet deres egen Ramshead ale fra Maston’s bryggeri og Copper Ale fra Palmer’s Brewery i Dorset. Den tredje ølhane er reserveret til gæstebryg, som bliver udskiftet mindst to gange om ugen. Hvis man foretrækker vin, er her et bredt sortiment af nøje udvalgte vine fra hele verden. Besøger du pubben, kan du også prøve deres Bloody Mary, som har det der lille ekstra. Efter et par øl eller en mættende Bloody Mary, så er det ikke så tosset at checke ind i et af The Woolpacks hyggelige hotelværelser for en god nats søvn.

 

The Duke of Cumberland, Henley, det sydøstlige England

Dette er en utrolig charmerende pub og restaurant omgivet af en stor have med smukke træer og buske. Om vinteren er haven skjult under et blødt snedække, og pubben bliver da et perfekt sted at varme sig i. De øvrige dele af året stråler haven i smukke farver, og at drikke sin kolde øl i denne have er en helt særlig nydelse. The Good Food Guide gav The Duke of Cumberland udmærkelsen Årets Pub 2012. En del af motiveringen lød: ”Det er svært at forestille sig en mere perfekt landsbypub: meget imødekommende med århundreder på nakken i fantastiske omgivelser.”

 

The Bell Inn, Frome, det sydvestlige England

På denne meget hyggelige og landlige pub kan du nyde god mad og kold ale. Familien, som driver pubben, gør deres bedste for at gæsterne skal føle sig velkomne på den rustikke The Bell Inn med aner fra 1500-tallet. Pubben har stenmure og en dejlig varm pejs, hvor også firbenede venner er velkomne til at varme sig. Har du spørgsmål om omgivelserne, eller brug for tips og råd, så skal du spørge ejerne Nick og Karen, som gerne hjælper dig.

 

The Moulin Inn, Pitlochry, Skotland

Denne hyggelige pub i det centrale Skotland har været et vandhul for forbipasserende siden 1695. Her er en stor, herlig pejs at varme sig ved på regnfulde dage eller kølige aftener, god mad og eget bryggeri. Holder man af at cykle på mountainbike, er The Moulin Inn både start og mål på en tur i Highland Perthshire. Er der en bedre måde at afslutte sådan en tur end med en pint Braveheart Ale, pubbens egne øl, foran den knitrende pejs? Næppe.

The Moulin Inn, Pitlochry, Skottland
The Moulin Inn, Pitlochry, Skotland © VisitBritain / Gary Latham

 

Grouse & Ale, High Wycombe, det sydvestlige England

Denne landsbypub har aner fra 1600-tallet og har faktisk været pub i over 100 år. Træd ind i det smukke, hvide stenhus og hyg dig ved en af pejsene med en avis eller måske en bog. I sommermånederne kan du i stedet nyde din vin eller din kolde øl på den hyggelige gårdsplads. Grouse & Ale har fået udmærkelsen Certificate of Excellence Winner 2014 af det populære rejsesite TripAdvisor, og den bliver kraftigt anbefalet af mange tidligere besøgende.

 

The Polecat Inn, Great Missenden, det sydvestlige England

I den pittoreske landsby Prestwood uden for Great Missenden ligger den charmerende pub The Polecat Inn i et smukt stenhus fra 1600-tallet. Pubben har et stort udvalg af fine vine og fadøl som Brakspears Bitter, Greene King Old Speckled Hen, Marstons Pedigree og Ringwood Best. Måske er der en slags, du aldrig har smagt før? Om sommeren kan du nyde mad og drikke under en parasol på den store gårdsplads. Her er også en legeplads, som dine børn vil nyde. Om vinteren eller på regnfulde efterårsdage er det i hyggeligt at søge ind foran pejsen med sin ale.

 

Battlesteads, Wark, det nordøstlige England

I den hyggelige by Wark i Northumberland ligger dette gæstfri og venlige hotel med restaurant og pub. I området er Battlesteads kendt for deres mad, som er rimelig i pris og af højeste kvalitet. Her tilberedes maden af lokalt producerede råvarer og egenproduceret frugt og grønt fra haven. Den tørstige bliver ikke skuffet over ølsortimentet, som udskiftes regelmæssigt. Golden Plover, Wagtail, Secret Kingdom og Corby Blonde er blandt de smagsrige varianter, der serveres her.

 

The Devonshire, Bolton Abbey, det nordlige England

Engang var dette en victoriansk klub for erhvervsfolk i Fell Burnsall, North Yorkshire, men i dag er The Devonshire et moderne hotel med pub og restaurant. Søger man et afslappet måltid, kan man sætte sig i baren og nyde sæsontilpassede retter og en kold ale fra et lokalt bryggeri. På denne pub er hunde også velkomne til at hygge sig i varmen.

 

The Bush Inn, St Hilary, Wales

Denne varme og hyggelige restaurant og pub er et eksempel på, hvor god en rigtig god landsbypub skal være. Inden for stenmurene serveres mad af god kvalitet ved en knitrende ild. Servicen er i top, og personalet er meget imødekommende. Her har man specialiseret sig i pies med spændende fyld. Deres pies er udsøgte og bør smages ved et besøg på The Bush Inn.