Bedste tips til at spare penge på din tur til Belfast

En tur til Nordirlands hovedstad har en tendens til at fordrive forudindfattede meninger. Fortidens hårde tider er blevet erstattet af en strålende, udviklingsbevidst by med en dynamisk kulturel puls og nogle turistattraktioner i verdensklasse. Det Belfast, du besøger i dag, er lige fra byens pubber og hoteller til museerne og de nyrenoverede havneområder et sted, som skal tages seriøst - og med tanke på byens og selve Nordirlands kompakte dimensioner er det også et fint udgangspunkt for yderligere aktiviteter i de omkringliggende områder. Og en anden fordel ved byens størrelse? Du vil ikke altid skulle betale storbypriser.

De største attraktioner

Titanic Belfast, som tidligere er blevet valgt til verdens førende turistattraktion, giver dig hele historien om det skæbnesvangre RMS Titanic gennem ni interaktive gallerier og en række andre storstilede udstillinger - og det hele foregår nøjagtigt på det sted, hvor skibet blev søsat første gang. Hvis du vælger at købe en Late Saver Ticket, kan du spare penge på entreen, og du vil kunne udforske i en time, før udstillingen lukker. Du bør også holde øje med stedets hjemmeside. Der kan du nemlig ofte finde andre tilbud på billetter, f.eks. 'early-riser' entre for folk, som kan komme tidligt på dagen eller i lavsæsonen.

Andetsteds i byen finder du Ulster Museum, som også tilbyder gratis entre. Det er et af byens store trækplastre med en samling, hvis højdepunkter inkluderer alt fra ben fra en dinosaur til uvurderlige kunstværker og smarte udstillinger om regionens begivenhedsrige fortid. Og med det in mente kan vi også anbefale Crumlin Road Gaol, et fængsel fra den viktorianske æra med en fascinerende (om end tankevækkende) historie – reservér billetter online og spar penge på entre og på guidede rundvisninger. Du må heller ikke gå glip af Stormont Parliament Buildings, som tilbyder gratis rundvisninger for besøgende i hverdagen.

En af byens nyeste attraktioner er HMS Caroline, en krydser, som er taget ud af drift, og som var det sidste overlevende skib fra Slaget om Jylland under 1. verdenskrig. Det er et fascinerende besøg, og du sparer op til 20 % på entreen, hvis du reserverer billet online. Noget, som har været fast inventar i byen noget længere, er Belfast City Hall, som er 110 år gammel. Stedet er overdækket med en barok kuppel og tilbyder gratis rundvisninger tre gange dagligt.

Noget anderledes

Hvis du ønsker at finde rundt til fods, er der to forskellige selskaber, som tilbyder guidede rundvisninger, hvor du betaler-det-du-føler-for: The Free Original Belfast Walking Tour, som tilbyder rundvisninger på tre timer, og Belfast Free Walking Tour, som tilbyder rundvisninger på to timer. Begge selskaber tilbyder også alternative måder at udforske byen på lige fra pub crawls i centrum til black cab tours rundt til byens berygtede vægmalerier. Sidstnævnte kan bedst betale sig, hvis I er en gruppe på fire eller flere.

Byens Botanic Gardens blev først anlagt i 1828 og er stadig hjemsted for det tårnhøje Palm House. Haven er åben hele året, og der er gratis entre. Hvis det er en anden form for udendørsaktivitet, du er ude efter, er Belfast Hills et besøg værd. Du kan f.eks. prøve 4.2-mile Ridge Walk på Divis og The Black Mountain – hvor du vil blive belønnet med en fantastisk udsigt over hele byen.

Det mest ansete indkøbsområde i byen er det moderne Victoria Square – du vil finde en lang række rabatter og tilbud her. Hvis det til gengæld er tilbud på vintagetøj, du søger, skulle du prøve at kigge dig rundt på de tre etager med vintageartikler i Young Savage.

Sådan kommer du til byen og rundt i selve byen

Byen har to lufthavne: Belfast International, som du kan rejse til fra mange forskellige steder i Storbritannien og Europa, og George Best Belfast City Airport, som tilbyder flyforbindelser til og fra en mindre række destinationer. Når du skal ind til byen og rundt i selve byen, anbefaler vi Belfast Visitor Pass, som giver dig ubegrænset adgang til busser og tog i Belfast-området til en meget fordelagtig dagspris – du får også rabat på en række forskellige attraktioner, inkl. Titanic Belfast og Crumlin Gaol. Du kan købe et adgangskort, som gælder i tre dage. Med det får du mest for pengene. Hvis du bare kommer til byen en gang imellem, skal du være opmærksom på, at priserne er lavere, når du rejser med Metro buses efter 9.30.

Her kan du bo

Byens centrum har et godt udvalg af budgethoteller, inkl. ibis Belfast City Centre, the ibis Belfast Queens Quarter, Holiday Inn Express Belfast City, The Crescent Townhouse og Wellington Park Hotel (hold øje med dets sæsontilbud). Belfast International Youth Hostel har en række dobbeltværelser med brusebad og toilet, og derudover kan du også finde en masse muligheder for korttidsleje gennem Airbnb.

Her kan du spise

Byen har to Michelinrestauranter, OX og Eipic, begge steder tilbyder dig frokostmenuer til rimelige priser (Eipic dog kun om fredagen). Og det er bare toppen af isbjerget - det her er en by med en lang række forskellige kvalitetsrestauranter, hvor du mange steder kan nyde et billigt måltid mad med rabatkuponer fra Deal Zippy, Living Social og Groupon. Og så må du ikke glemme det historiske St George’s Market, som tilbyder street food til rimelige penge og lokale varer i weekenden. Sidst, men ikke mindst, må du virkelig ikke forlade byen igen uden en øl eller to på den meget berømte Crown Liquor Saloon, hvor du vil finde et overdådigt interiør, ægte ale – og billig pubmad.

Gå ind på VisitBritain.com for mere information om Belfast og resten af Storbritannien.

Køb billetter til de forskellige attraktioner og meget mere på VisitBritainshop.com

Opdag andre byer

Birmingham
Brighton
Bristol
Cardiff
Edinburgh
Glasgow
Liverpool
Londen
Manchester