David Austin Roses

Hvis turen går til Midtengland, kan man benytte lejligheden til at besøge den rosenhave, der er knyttet til David Austins planteskole…

 

Ved siden af David Austins planteskole i Shropshire ligger en dejlig rosenhave, der udgør den nationale samling af engelske roser. Her kan man se en mangfoldighed af roser – både engelske roser og andre - i de smukkeste farvenuancer, størrelser og faconer.
Haven er delt op i forskellige områder, så man lettere kan finde rundt, og så er det bare med at huske de favoritter, man finder. Alle roser er mærket med navn – og nogle af dem er aldeles fortryllende: Abrikosfarvede Sweet Juliet, Gentle Hermione, der er meget hårdfør og slet ikke så blid endda, Brother Cadfael med den stærke duft og Lady of Shalott, der er så perfekt for nybegynderen.


© Mia Folkman - Anglofilia

Den lange have ved indgangen indeholder samlingen af gammeldags roser og moderne buskroser, og hele haven er opdelt af pergolaer, der er dækket af klatre- og slyngroser. Den victorianske have er omgivet af en høj mur og tilplantet med engelske roser og buskroser. Også her klatrer roser ivrigt hen over buer og langs med muren, hvor der er lunt og godt.
Renæssancehaven er helliget de engelske roser, og herinde er stemningen allermest fredfyldt. Den lange kanal fører ned til en loggia, hvor man kan sidde og nyde udsigten til haven, og her er blomstrende roser fra maj til december. I renæssancehaven kan man virkelig få indtryk af, hvor forskelligartede de engelske roser er i form og farve.


© Mia Folkman - Anglofilia

Havebesøget giver selvfølgelig masser af inspiration, og selv om man slet ikke havde tænkt sig at få en egentlig rosenhave, så kan det efter et besøg her meget hurtigt blive resultatet. For det er en stor nydelse at gå rundt mellem alle skønhederne, mens duftindtryk sætter sig for livet, og man kan levende forestille sig, hvordan de vil tage sig ud derhjemme.
Især buskroserne er perfekte, hvis man gerne vil have en gammeldags landhave i engelsk stil, for de gør sig så godt med stauder og enårige som naboer. Nogle af naboerne kan endda være med til at holde uønskede gæster som bladlus væk – både morgenfrue, nasturtium og lavendel har sådanne gode egenskaber.
De engelske roser er i virkeligheden ganske nemme at have med at gøre. De er hårdføre og ganske modstandsdygtige over for sygdomme, så længe man blot sørger godt for dem. Hvilket betyder tilstrækkeligt med sol og vand og næring nok i form af rigelig kompost.


© Mia Folkman - Anglofilia

Det er en vidunderlig og lettere frustrerende oplevelse at besøge Austins rosenhave – og ikke mindst planteskolen. For der er så mange roser at vælge imellem; den ene smukkere og mere vidunderligt duftende end den anden, og selv om man i virkeligheden bare ville kigge og slet ikke købe, så bliver man meget nemt fristet over evne. Jeg taler af erfaring…