Londons kanaler, en grøn oase

Verden ændre sig hurtigt lige nu, derfor anbefaler vi, at du kontrollerer de nyeste regeringsråd fra Storbritanninen samt danske rejsevejledninger, inden du planlægger en rejse. For den seneste information om covid-19 henviser vi til siden: Know Before You Go. Husk også at forskellige lande og regioner i Storbritannien, kan have forskellige regler og restriktioner.

 

Man skulle ikke tro det, men det er nemt at finde grønne områder i London, og man kan dårligt gå mere end et kvarter i en hvilken som helst retning uden at støde på en grøn plet, hvad enten det er en park eller et grønt anlæg, hvor londonerne holder frokostpause. Faktisk er der lige så mange træer, som der er indbyggere – over otte millioner – og på et kort kan man se, at 21% af byens areal er grønt.        

Kanalerne og deres frodige grønne bredder er charmerende steder, som oftere bruges af de lokale end af turister. En gåtur giver dig mulighed for at observere indbyggernes daglige rutiner, både dem der suser forbi på cykel efter dagens arbejde og dem, der foretrækker at sidde ved kanalens bredder med fødderne dinglende ud over kanten og snakke i timevis, og selvfølgelig dem, der har etableret sig med husbåd på vandet og har gjort dette privilegerede sted til deres hjem.

En gåtur gennem disse grønne oaser giver den besøgende mulighed for at føle sig som en del af byen. Måske fordi tiden går langsommere på kanalstierne. Det er det hele værd at lade sig omgive af stilheden, vegetationen og vandet, af træer, der er smukkest om efteråret, og af den særlige energi, man finder i de små lommer i storbyen, hvor moder natur regerer.

 

Fra elegante Little Venice til travle King’s Cross

Regent’s Canal, Little Venice, London

Regent’s Canal, Little Venice, London

 

Regent’s Canal har en nem kanalsti, der er et godt bud for førstegangsbesøgende, og kanalen kan udforskes på mange måder, til fods eller i kajak. Den blev oprindeligt bygget for at forbinde Paddington-delen af Grand Union Canal med Themsen. Den går fra Little Venice til dokkerne i den østlige del af byen og er cirka 14 kilometer lang.

Man kan starte i Primrose Hill, et dejligt kvarter i den nordlige del af byen, der støder op til Regent’s Park, en af de historiske parker i centrum af London. Et vigtigt sted at tage en pause er Primrose Bakery for at smage deres berømte cupcakes, og deres lækre gulerodskager er måske de mest britiske af dem alle. Efter at vi har passeret London Zoo, møder vi kanalen og går i retning af Camden. Castlehaven Community Park & Horticulture Hub, et grønt område bag det travle marked, er et af de spændende projekter, der får en til at tro på, at en grøn fremtid er mulig. Her har en gruppe frivillige organiseret events, der fokuserer på at fremme en mere bæredygtig livsstil, ikke kun ved at engagere sig i at genoplive det grønne område de passer, og som er åbent for publikum, men også gennem workshops, der er målrettet til dem, der vil begynde at dyrke deres egne grøntsager eller lære mere om havebrug. Og om fredagen sælger de grøntsagerne, de dyrker.  

 

Granary Square, King's Cross, London

Granary Square, King's Cross, London

 

Vi går tilbage til kanalen, fortsætter mod øst og forlader det travle Camden. Næste stop er King’s Cross, som har gennemgået et af de mest ambitiøse projekter for urban genopbygning af grønne områder i London i de senere år. Det er ikke længere et nedslidt industriområde, som flyder med gamle biler og byggeaffald, og hvor der var narkohandel og prostitution, selv om dagen. Tyve år efter at de første initiativer til at ændre området blev sat i værk, er det nu et af de livligste områder i den nordlige del af byen.

Før vi går videre, er Granary Square med de berømte springvand et perfekt sted at standse og få en drink eller noget at spise. Fra Vinoteca, en rummelig vinbar fyldt af naturligt lys og med noget for enhver smag (biodynamisk, engelsk mousserende vin, gin & tonic, cocktails og ikke-alkoholiske drinks), til Instagramvenlige Caravan med australsk brunch og baristakaffe, fantastiske tacos Al Pastor eller indisk mad på den kendte Dishoom – den lange kø er bevis på kvaliteten – ville det være synd ikke at udnytte de lokale, gastronomiske tilbud.

Camley Street Natural Park mellem King’s Cross og St. Pancras dækker et areal på næsten en hektar og er for nylig åbnet efter en større renovering. Dette naturområde, der er ukendt for mange, blev etableret i 1984 og er bygget på det, der engang var et depot til opbevaring af kul, der kom nordfra. Netop derfor er det et endnu stærkere og mere relevant symbol på bæredygtighed. Der kan man opleve skove og enge, det perfekte levested for dyr og planter, som ikke kan finde andre steder i byen, og det er et fantastisk sted at fotografere en ukendt side af London. 

For at udnytte pladsen mellem kanalens vand og bredden er der desuden anlagt flydende sivbede, der hjælper med at optage de overskydende næringsstoffer i vandet, og dermed er med til at sikre renere vand. For at se og nyde kanalen fra en anderledes vinkel er det et must at besøge Viewpoint. Det er et isoleret, flydende område, der er designet af et hold unge finske arkitekter, hvor du kan slappe af og glemme, at du er midt en enorm by, og føle dig som en del af kanalen.

Tæt ved, på kanalens modsatte bred, har den berømte britiske landskabsarkitekt Dan Pearson bidraget til denne ændring i området ved at designe Handyside Gardens, en offentlig park, der er forbundet med kanalstien. Pearson, som altid har søgt at genforene mennesker med naturen, har i sit design brugt arter med iøjnefaldende skønhed og et farvespil, der ændrer sig med årstiderne. Designet inviterer forbipasserende til at tage en pause på en af parkens mange bænke og opleve, hvordan de naturlige elementer falder ind i det urbane landskab.

 

 

Fra Angel til Hackney, Londons moderne hjerte

Café Towpath, Hackney, London

Café Towpath, Hackney, London

 

Fra King’s Cross mod Angel fortsætter vi til fods imellem hængepile og hyld, og snart dukker krukker op med forskellige planter med alt fra duftende urter til grøntsager, afhængig af sæsonen. Den charmerende Towpath cafe ved bredden af kanalen er et godt sted at holde pause - her er mest travlt omkring brunchtid - og smage en af retterne af lokale råvarer. Et fremragende eksempel på deres filosofi er den naturlige hyldedrik, som er fremstillet af hyld fra kanalens bredder.

Denne café har realiseret ideen om et lokalsamfund blandt de lokale og medarbejderne, samme koncept som i snesevis af lokalsamfunds- og naboprojekter samt nonprofitorganisationer, som arbejder på at beskytte økosystemet og naturlivet langs kanalen. I Haggerston kan vi igen se masser af flydende øer, som har til formål at skabe en korridor af biodiversitet. De frivillige i nonprofitorganisationen Canal River Trust har været ansvarlige for at installere de kunstige øer, der også er med til at etablere London som en National Park City.

Desuden er The Wildlife Gardeners of Haggerston begyndt at skabe en grøn korridor, der skal strække sig helt ud til udløbet af River Lea, hvis alt går efter planen.

Turen langs kanalen kan slutte ved Hackney City Farm (Hackney City Farm), et helt særligt sted, hvor husdyr som grise, får, ænder og høns går sammen med besøgende og frivillige, og hvor børn kan lære om værdier som respekt for naturen, imens de har en sjov dag. Farmens cafe, Frizzante, er inspireret af italiensk agroturisme og har økologiske råvarer og italienske retter.    

Alle disse initiativer er fine eksempler på, hvordan både afgørelser, der tages på kontorer, og spontane projekter i lokalsamfund gør det muligt at genoplive områder og beskytte biodiversiteten.

Vores sidste stop kunne være Columbia Road, en af de mest fotogene gader i London, fyldt med uafhængige og bæredygtige butikker, hvor man kan finde masser af skønne ting (lys, keramik, glas, sæber, etc.). Om søndagen afholdes et af de populæreste blomstermarkeder i byen her. Som en perfekt slutning på dagen er det et godt bud at spise middag på Morito Hackney Road, en restaurant der serverer enkle middelhavsretter af høj kvalitet og nogle dage (normalt om tirsdagen) præsenterer livemusik i kælderen.