Malvern Hills

The Malvern Hills danner nærmest grænsen mellem områderne Hereford og Worcester…

 

Malvern Hills er en godt 15 km lang bjergkæde, der opstod for omkring 650 millioner år siden. Worcestershire Beacon er 425 meter høj og dermed det højeste punkt, og herfra er der selvfølgelig en fantastisk udsigt til alle sider. Efter sigende skulle man kunne se hele nitten counties, hvis man drejer sig rundt.


Bjergene i denne vestlige del af Worcestershire – eller bakkerne, som englænderne kalder dem – er gennemskåret af et net af stier, og derfor er det et yndet sted at gå tur, hvis man vil være i fred med sine tanker. Således har kendte kunstnere som musikeren Elgar og forfatterne C. S. Lewis og Tolkien netop sat deres fodspor her. Og mon ikke omgivelserne har været yderst inspirerende heroppe, hvor luften er ren og klar, og naturen viser sig fra sin smukkeste side.


På den østlige side af Malvern Hills ligger St Ann’s Well, der er en charmerende bygning fra det 18. århundrede. Her finder man en café, hvor man i dag kan hvile sine trætte ben, før i tiden var det et af de steder, man tog til for at få den berømte ”vandkur”. Man blev tilbudt varme og kolde bade, og behandlingerne var så populære, at de i en årrække bragte velstand til byen ved foden af bakkerne.


Sammenlagt er der 130 kendte kilder, brønde og springvand i Malvern og omegn, og vandet er så godt, at det indtil for nyligt blev tappet på flasker og solgt i supermarkederne. Man kan stadig smage det - ganske gratis - ved at besøge én af de mange brønde, blandt andet den i Great Malverns centrum.
På kirkegården i Malvern kan man finde Charles Darwins datters grav. Darwin tog nemlig sin elskede datter Anne med hertil i håb om, at de helbredende kilder kunne hjælpe på hendes sygdom. Men det kunne de desværre ikke, og med tungt hjerte måtte han begrave Anne her under et af de store træer.