3 dage i Whitby og ved Yorkshire-kysten

torsdag 25 marts 2021
The Marine Hotel, Whitby, North Yorkshire, England

Whitby er en engelsk fiskerby, der er som taget ud af en billedbog. Den snor sig malerisk langs bakkerne i zigzag og helt ud til de verdensberømte, gotiske ruiner af Whitby Abbey. Byens historie er også helt enestående. På den ene side er den kendt som kristendommens vugge i England, men på den anden side anses den også som ”Draculas fødested”, for forfatteren Bram Stoker skulle efter sigende have fundet inspiration til figuren her. Tag dig tid til at slentre gennem de smalle, historiske gader med de bittesmå pubs, tesaloner og butikker, og bestig de 199 trin, så du kan nyde panoramaudsigten over den historiske havn i Whitby.

 

DAG 1

Om formiddagen: Whitby Abbey

Højt over byen kan du tydeligt se ruinerne af Whitby Abbey, som er et kendt vartegn for det nordlige England. Det tidligere kloster er et af de ældste hellige steder i England. Det er ikke bare en oplevelse at betræde dette magiske sted, men også at nyde det skønne syn af Whitby og havet. Klatreturen op ad de 199 trin er noget anstrengende, men udsigten er legendarisk og det hele værd.

Rejseinformationer: Det er bedst at planlægge to timer til besøget i ruinerne og den interaktive udstilling, indgangen koster ca. 10 GBP

 

Om eftermiddagen: Led efter fossiler på stranden

Oplev "Dinosaurkysten" ved Yorkshire med en udflugt på stranden. Området her tiltrækker geologer fra hele verden. Ud over fossiler finder du også den sorte jetsten på stranden. Udbyttet er i øvrigt bedst efter en ordentlig storm.

Bagefter kan du shoppe i Whitbys butikker og opleve hvordan man fremstiller kostbare smykker af gamle fossiler, jetsten og rav – som Whitby er kendt for - og det endda i helt originale, 150 år gamle værksteder, såsom hos juveleren W Hamond eller Whitby Jet Heritage Centre, ved enden af de 199 trin.

 

Om aftenen: Stjernehimmel

Kysterne i Yorkshire nyder godt af en af de mest stjernerige himler i Storbritannien, med en lav lysforurening og en vidtstrakt horisont, og især i efterårs- og vintermånederne er det helt fantastisk at kigge på stjerner her. 

 

Dag 2

Om formiddagen: Captain Cook Memorial Museum

Captain Cook var en af de største opdagelsesrejsende i verden, og det flere gange prisbelønnede Captain Cook Memorial Museum i Whitby, der har fundet plads i selve det hus han levede i, byder på en spændende indsigt i livet til havs i det 18. århundrede.

 

Om eftermiddagen: Robin Hood's Bay

Mens Whitby var hjemstavn for helten Kaptajn Cook, var Robin Hood's Bay den mest berygtede smuglerhule i hele Yorkshire - alle i byen var involveret, lige fra fiskerne og bønderne og til de gejstlige.  Det lille museum fortæller byens historie på en meget anskuelig måde. Og så er det tid til et besøg på pubben, så du kan teste den lokale Bayton-øl sammen med specialiteter såsom ”Smuggler’s Haul” eller ”Revenue’s Revenge”.

Bagefter skal du tage dig lidt tid til at slentre gennem de smalle gyder og den historiske havn i Robin Hood’s Bay, som er et af de mest fotogene steder i Storbritannien.

Robin Hood's Bay ligger 10-15 minutter i bil syd for Whitby. Det er bedst at parkere oven over byen på en af parkeringspladserne og så gå ned af de stejle trin til byen nedenunder. Alternativt er der en regelmæssig busforbindelse med rute X93 fra Whitby (turen varer ca. 20 min).

 

Om aftenen: Spøgelsestur

Er du mon modig nok? Så tag med Dr. Crank ud og lede efter vampyrer på en rundtur, der ikke bare er perfekt til Halloween, men holder hele året. Det er en tur med masser af nervepirrende historier og en rejse tilbage til de mest spøgelsesagtige hotspots i Whitby. Rundvisninger dagligt fra 19.30, varighed 75 minutter, 5 GBP pr. person. 

 

Dag 3

North York Moors National Park

Whitby ligger omgivet af det spektakulære landskab i North York Moors National Park, og en togtur med et historisk damplokomotiv på jernbanen North Yorkshire Moors Railway er helt sikkert den skønneste måde at besøge dette farverige og sjældne hedelandskab på. Stig af på Goathland Station, der som location gjorde sin magiske entré som Hogsmeade i filmen Harry Potter, og begiv dig ud på din helt egen tidsrejse gennem landsbyens vintage-butikker og tesaloner. Nyd en dejlig Yorkshire Cream Tea eller en solid frokost i den superfine Moors Coffee Shop, før du vender tilbage til Whitby.

Rejseinformationer: Planlæg mindst en halv dag til denne tur (inklusive togrejsen).

For more information contact:

Mai Lundin

mai.lundin@visitbritain.org

Pressemateriale

Download billederne til denne artikel

Visit website

Download DOC version af denne artikel