Bliv inspireret med vinter-wellness på denne årstid

tirsdag 03 november 2020
Woman wearing white toweling robe standing by the swimming pool, Thermae Bath Spa, Bath, Somerset, England.

Mens 2021 nærmer sig, kan en smule vinter-wellness være lige det der skal til, så vi forhåbentlig kan se frem til et lidt lysere år. Og når det kommer til hvile og afslapning, kan du finde masser af inspiration, når du rejser i Storbritannien. Fra frostklare, eventyragtige spadsereture i imponerende skove til hyggelige ophold på luksus-spahoteller - vores brede udvalg af afslappende wellness-aktiviteter er bare en forsmag på de mange tilbud på denne årstid og den næste, når vi kan rejse igen.

 

Spaferier med wellness

Hvis du drømmer om en femstjernet vinterferie med spa i Storbritannien, vil du helt sikkert nyde et ophold på det nyåbnede Buxton Crescent Health Spa Hotel i Derbyshire – et område, der har været kendt for sine termiske kilder lige siden Romertiden. Dette fredede wellness-hotel blev oprindeligt opført af Hertugen af Devonshire i 1780’erne, og er vakt til live efter en luksusrenovering til 70 millioner pund. Det landlige spahotel byder på moderne spabehandlinger og værelser og suiter i en overdådig stil. Her opfordres du til at slappe af i saunaerne, damprummene, den naturligt opvarmede pool og endda i en antibakteriel saltgrotte.

De termiske bade i den historiske by Bath har tiltrukket besøgende i mere end 2.000 år, helt fra romerne og georgianerne og til nutidens moderne spa-fans. Som gæst i byen kan du gå i de gamle, antikke fodspor i The Roman Baths den ene dag, før du forkæler dig selv med din helt egen spadag på Thermae Bath Spa den næste dag. Her kan du se frem til en bred vifte af afstressende damprum, to naturligt forsynede termiske bade og en pool på tagterrassen med en fantastisk udsigt over byen – og du kan desuden vælge behandlingspakken Thermae Revive.

Med en historie der emmer af afslapning fortsætter byen Harrogate i North Yorkshire med at begejstre spa-entusiaster den dag i dag. Man har kunnet nyde godt af dens naturlige, ”medicinske” kilder siden 1500-tallet, og kilderne var da også populære blandt de mest fashionable samfundsgrupper i det georgianske og victorianske Storbritannien. Den moderne Harrogate Spa holder sig tæt opad denne historiske fornemmelse af klarhed og ro med behandlinger, luksuspools, en saltsauna og en isfontæne. Harrogate er også kendt for sine victorianske gader der stadig er fyldt med uafhængige butikker, såvel som den berømte tesalon Bettys – her byder de på en af de meste traditionelle udgaver af afternoon tea i hele landet.

 

En superlangsom rejse

Broads National Park er hjemsted for mere end 200 km vandveje i et malerisk landskab. Den byder på et afslappet og roligt tempo for sjælen og udgør en smuk kulisse for en afstressende ferie med båd. Du kan nyde denne helt unikke og fredelige måde at se alle seværdighederne i Norfolk på om bord på en luksuskrydser eller en hyggelig kanalbåd, og oplevelsen bliver endnu mere hyggelig i den kolde, friske vinterluft, og med den varme brændeovn under dæk!

Vi bevæger os nordpå til Lake District: Drømmer du om livet på vandet kan du booke en fredelig bådtur på Lake Windermere med Windermere Lake Cruises. Selskabet er genåbnet med forudbestilte, tildelte pladser, og passagererne kan hoppe om bord med afgang fra molerne i Ambleside, Lakeside eller Bowness. Den afslappede tur giver et kig til de smukke, vinterlige skove og de tågede bjerge der omgiver søen og lader dig suge hele landskabet ind i fred og ro - der er endda mulighed for en privat rundtur for mindre grupper. En anden nyhed på det klare vand på Windermere er den nye 300-sæders MV Swift. Den ligger klar som det største, nye skib, der skal kaste sin glans over Englands største sø i mere end 80 år. Hvis du gerne vil have et smugkig på søen, mens du beslutter dig for, hvilken mulighed du skal vælge, kan du bruge Windermere webcam.

Fra storslåede bådture til vintage-agtige rejser med jernbanen: At rejse langsomt i Storbritannien er bare superhyggeligt om bord på et restaureret, gammelt tog. Højdepunkterne omfatter jernbanen Settle - Carlisle Railway, der passerer de fantastiske Yorkshire Three Peaks of Ingleborough, Pen-y-Ghent og Whernside, men som også krydser den ikoniske Ribblehead Viaduct. Du kan nyde mere af det spændende landskab mod nord i storslået vintage-stil langs jernbanen North Yorkshire Moors Railway. Her rejser du tilbage i tiden, når du stiger om bord på de restaurerede damplokomotiver og passagervogne, der daterer tilbage til 1890’erne, og passerer højdepunkter såsom Whitby, Goathland og Levisham med en smuk udsigt over Yorkshire hele vejen.

 

Udendørs vintereventyr

Alternativt kan du snuppe en drikkedunk med varm kakao og en ulden hue før du tager ud på tur til fods gennem et af Storbritanniens smukkeste skovområder - som kun bliver endnu smukkere i det friske, stille vintervejr. Naturelskere kan drømme om afslappende spadsereture gennem frodige, stedsegrønne skove, med knasende grannåle under fødderne og træer, der er dækket med pudder af frost, foroven. Rothiemurchus Forest ligger under tre timers kørsel fra Edinburgh i hjertet af the Cairngorms National Park og er en af de største naturlige skove i Storbritannien. Her er fyldt med skovfyr, birke-, rønne- og enebærtræer. Dette er et hjemsted for et mangfoldigt, lokalt dyreliv, og skarpsynede dyreelskere kan endda være heldige at spotte bjergharer, kronhjorte eller skotske vildkatte på en tur i skoven.

Vi tager fra de vidtstrakte skove i Skotland til de berømte vartegn i London, og her kan du indsnuse duften af gløgg og kastanjer i luften, mens du vandrer under de strålende julelys på det årlige julemarked ved South Bank, eller smutte ud af byen til den flotte skøjtebane på Hampton Court Palace. Disse skønne steder er udsmykket med tindrende lys og smukt pyntede juletræer, og byder på en dejlig vinteroplevelse med en eventyrlig kulisse.

 

Vi anbefaler at du altid tjekker de individuelle seværdigheders websites for den seneste information, da arrangementer og oplysninger kan ændres.

For more information contact:

Mai Lundin

mai.lundin@visitbritain.org

Pressemateriale

Download billederne til denne artikel

Visit website

Download DOC version af denne artikel