En introduktion til Canterbury

tirsdag 19 januar 2021
Canterbury Cathedral, Kent. A UNESCO World Heritage Site.

Canterbury har tryllebundet tilrejsende i århundreder, med alt fra ældgamle kirker til historiske pilgrimssteder. Byen danner ramme om de omgivelser, der skildres i Chaucers klassiske værk Canterbury Fortællingerne, og er også kendt som det sidste hvilested for Thomas Becket. Og med sin fantastiske arkitektur, de romerske bymure og nogle lækre lokale foodie-traditioner, er netop dette sted, der er anført som UNESCO Verdensarv, et ægte must, hvis du drømmer om at udforske Storbritanniens rige historie.

 

Katedraler, konger og romerske bymure

Det overdådige vægtæppe som udgøres af Storbritanniens historie ligger bare og venter på at blive udforsket i Canterbury, med indslag fra romerne til sakserne og hele middelalderepoken.  En planlagt rejseplan for byen bør omfatte Canterbury Cathedral, en af de ældste kirker i landet. Selve grunden stammer helt tilbage fra det 6. århundrede, men meget af arkitekturen blev opført i 1070’erne og omfatter enestående, høje stenlofter, prægtige søjler og fascinerende altre. Inden for murene i den historiske katedral finder du også selve stedet, hvor Thomas Becket blev dræbt - et hjørne kendt som Martyrdom. Becket var tidligere ærkebiskop, og blev helgenkåret ca. to år efter sin død i 1170 af Pave Alexander III, hvilket har medført at mange mennesker valfarter til katedralen den dag i dag.

Historieinteresserede, som gerne vil skærpe appetitten for fremtidige rejser, kan fordybe sig i en 360-graders virtuel rundtur, som guider seerne gennem helt unikke områder såsom midtskibet, koret og Trinity Chapel, mens der bydes på en storslået udsigt fra toppen af klokketårnet.

Er du sulten efter flere rejser ind i Canterburys fortid? Du kan glæde dig til at udforske områdets mindre kirker, som alle er fyldt med deres helt egne, fascinerende historier. Hvorfor ikke opleve St Martin’s Church, Englands ældste kirke, som stadig er i brug, eller gå gennem 800 års historie ved St Mildred’s, en ældgammel stenkirke med forbindelse til den saksiske epoke? Du kan også besøge St Dunstan’s kirke, hvor hovedet af helgenen Thomas More, som blev halshugget for at trodse Kong Henry VIII, ligger begravet. For en smagsprøve på det ældgamle Storbritannien skal du gå en tur blandt de romantiske ruiner af klosteret St Augustine’s Abbey, en begravelsesplads for angelsaksiske konger, og en gang en af de vigtigste religiøse lokationer i det middelalderlige England.

De enestående bymure, som stammer helt tilbage til Romertiden, omgiver mange af disse historiske steder. De blev brugt til beskyttelse af angelsakserne og normannerne, og mange af murenes sektioner findes stadig og kan nemt udforskes til fods, så du kommer på en vaskeægte spadseretur ind i historien.

 

Slotte, fossiler og Pilgrimsvejen

Hvis du drømmer om at strække benene lidt længere kan du opleve den vidunderlige rute North Downs Way National Trail. Den emmer af arv, legender og smukke britiske landskaber, der er et postkort værdigt, og er den ideelle måde at udforske Canterburys naturlige skønhed på til fods. Ruten strækker sig over mere end 241 kilometer. Den følger en historisk sti fra Farnham til de hvide klinter ved Dover, og standser i Canterbury langs vejen. Du kan drømme om at spadsere forbi fascinerende neolitiske steder såsom Coldrum Long Barrow, Storbritanniens første kloster på Waverley Abbey, og de imponerende normanniske slotte, herunder ruinerne af Thurnham Castle, såvel som den uendelige udsigt over det bølgende landskab og de hyggelige landsbyer. Selv om det kan tage 12 dage at gennemføre denne rute fuldstændigt, kan du nemt opdele den i kortere udflugter, hvoraf mange starter fra selve Canterbury.

Leder du efter åbne vidder, der gemmer på en unik fortælling? Hvorfor ikke tage på en vandretur langs Pilgrimsvejen, en ældgammel færdselsåre, som går i fodsporene på pilgrimme fra det 12. århundrede, som begav sig fra Winchester til Sankt Thomas Beckets helligdom.

Tæt på de frodige, grønne områder ved North Downs Way og under en times kørsel fra centrum af Canterbury ligger Botany Bay. Denne malerisk smukke lokation byder både på en enestående udsigt over de idylliske, hvide klipper, og giver dig chancen for at spadsere blandt kridtstakke, lede efter fossiler og udforske fascinerende klippepytter, når tidevandet er lavt.

 

Søde lækkerier, brød og lokale øl

Den er kendt som Englands Have på grund af sine mange frugtplantager, hop farme og grønne områder, og Kent svømmer også over med lokalt bryggede øl og regionale lækkerier. Forestil dig at droppe ind på Canterburys traditionelle tesaloner Moat Tea Rooms for et stykke Gypsy-tærte, blot en af de mange lækkerier i området, der fungerer som en velfortjent optankning efter en dag, hvor du har udforsket byens historiske lokationer.

Alternativt kunne du få en smagsprøve på området med en Kentish Huffkin? Disse lette boller har hundredvis af år på bagen, og legenden siger at de blev skabt for første gang da en rasende bagerkone trykkede sin tommelfinger ned i alle ægtemandens dejklumper som hævn for hans opførsel. De blev herefter til en praktisk snack til frugtplukkerne efter at Kong Henry VIII begærede at der skulle plantes kirsebærtræer i Kent, og fordybningen fra tommelfingeren blev brugt til de friskplukkede kirsebær. Du kan stadig nyde disse lækre boller i dag i en af Canterburys typisk engelske tesaloner, såsom Tiny Tim’s Tearoom.

Foodies, der gerne vil smage den lokale alkohol, vil helt sikkert mene at Kent har en fantastisk historie med brygning af øl. Blot 16 kilometer fra Canterburys centrum ligger Shepherd Neame, Storbritanniens ældste bryggeri, som har forkælet smagsløgene lige siden 1698. Ud over de informative rundvisninger på bryggeriet og en tur til besøgscentret for at smage forskellige brygvarianter, bør du se efter Bishop’s Finger, en øl der er navngivet efter vejskiltet på Pilgrimsvejen, der har form som en finger og viser vejen til Thomas Beckets helligdom.

Vi anbefaler at du altid tjekker de individuelle seværdigheders websites for den seneste information, da arrangementer og oplysninger kan ændres.

For more information contact:

Mai Lundin

mai.lundin@visitbritain.org

Pressemateriale

Download billederne til denne artikel

Visit website

Download DOC version af denne artikel