Oplev subtropiske Cornwall, som netop nu er aktuel i forbindelse med G7

Fredag 30 April 2021

Cornwall vil være på alles læber på grund af det kommende G7-mødet. Cornwall er Englands sydvestligste grevskab og er mest kendt for sit landskab. De tæt skovklædte dale og det vidtstrakte, glinsende blå hav skaber fortryllende syn. Landskabet er varieret og frodigt, og kombineres med historiske markedsbyer, spændende fiskerbyer og pittoreske, små huse i strandkanten. Cornwall er en populær feriedestination for lokalbefolkningen. Kombinationen af urørte sandstrande og surfvenlige bølger gør det til et uimodståeligt rejsemål. 

Takket være Golfstrømmen kan den sydvestlige halvø af Storbritannien, Cornwall, prale af et ægte subtropisk klima. Der er mange smukke og interessante steder at se i Cornwall, såsom charmerende fiskerbyer, subtropisk flora og masser af sjove aktiviteter ved vandet, der tiltrækker alle mulige slags gæster til området. Den barske kyst filtrer sig ind i de skønne bugter med sandstrande, og her er det superflot at gå på opdagelse.

Denne del af Storbritannien er fuldstændig unik og virkelig et besøg værd. De her 5 steder vil helt sikkert ikke skuffe dig.

 

St. Ives

St. Ives troner over havet med sine billedskønne strande, farverige blomster, små brostensbelagte stier og en ganske pæn brænding til surferne. Det er nemt at komme dertil fra London med tog eller bil. Et meget sigende tegn på at et sted er rigtig godt at besøge, er hvis folk beskriver det som ”et fristed for kunstnere”, og det må man sige at St Ives er. Når du er i området må du ikke glemme at smutte forbi Tate St. Ives, et meget anerkendt kunstgalleri, hvor den traditionelle lokale kunst blandes med nye ideer og værker.

 

Minack Theatre

The Minack Theatre er et verdensberømt friluftsteater i Cornwall, der har til huse højt oppe over de barske klipper ved Porthcurno. Teatret blev bygget i starten af 1930’erne af Rowena Cade som købte grunden for kun 100 GBP! Tag derop og nyd den fabelagtige udsigt og gå på opdagelse på teatret. Du kan med fordel også opleve en af de mange forestillinger der sættes op henover sommeren. 

 

The Lizard

The Lizard er den sydligste halvø i Storbritannien, og her støder du på en barsk kystlinje, der ligger fuldstændigt blottet ud mod elementerne på det åbne hav. De mange små vige i området ligger godt beskyttet af de barske klipper. Her finder du små fiskerbyer med både i alle farver, og de stråtækte huse lever fint og fredeligt side om side med havet. På grund af naturen på halvøen skal du gøre en ekstra indsats for at finde dette dramatiske stykke land. Området har en spændende historie, der blandt andet byder på nogle rimelig uheldige maritime episoder og skibbrud, for de skæbnesvangre Man O’ War-klipper ligger lige ud for den drilske kyst. En lille note til historienørderne: Marconi sendte rent faktisk sin første transatlantiske radiobesked lige her fra Poldhu Cove i 1901.

 

Flora Day i Helston

Hvis du en gang befinder dig i Cornwall-regionen den 8. maj, skal du helt sikkert tage til Helston. Den 8. maj markerer Flora Day, som er fejringen af forårets komme. For at hylde denne dag er byen Helston vært for en parade, der varer hele dagen og byder på dans og fantastiske kostumer. Der er masser af gæster i byens gader, og du kan mærke stemningen af karneval fra morgen til aften. Hvis du planlægger at tage til byen skal du huske at kigge forbi The Blue Anchor Inn. Det er en af de ældste kroer i Storbritannien, som desuden har været et fuldt funktionsdygtigt bryggeri i de sidste 600 år.

 

Penzance og St. Michaels Mount

Penzance er kendt for at indeholde noget af den mest fremragende arkitektur og hæderkronede historie i hele Storbritannien. Det er en markedsby med nogle rigtig gode pubs og en masse skjulte skatte langs de snoede gader, der fører ned til havet. Der er en lidt gådefuld stemning i denne charmerende landsby, der emmer af anekdoter og fortællinger om smuglerne og piraterne, som plejede at drage gennem området.  Prøv at gå hen over gangbroen til St. Michael’s Mount når det er ebbe. Så kan du se det historiske eventyrslot, der troner på en grøn bakketop og bare venter på at blive udforsket.

For more information contact:

Mai Lundin

mai.lundin@visitbritain.org

Pressemateriale

Download billederne til denne artikel

Visit website

Download DOC version af denne artikel