Morville Garden

Paradisiske haver opstår, når flade og kedelige marker bliver omdannet til blomstrende bede, blanke vandløb, skønne træer og bolig for dyr...

 

The Dower House Garden ved Morville er nærmest paradisisk. Den er ikke så pæn og velpasset som mange af de store, berømte haver – og heldigvis for det. Morville haven er lettere vildtvoksende, lettere pjusket, og det er tydeligt, at naturen her får lov til at have en finger med i spillet. Resultatet er masser af fuglesang og livlig puslen i krattet, for dyr og fugle elsker naturlige haver.
Haven er skabt af en kvindelig historiker og forfatter, der fik en længsel efter at slå rod, og den fortæller historien om stedet og de mennesker, der har boet der. Om benediktinermunke, om krig og fred, om havehistorie og havedesign, om huset Morville. I løbet af tyve år blev græsmarken foran huset forvandlet til en vidunderlig have på omkring 6000 kvadratmeter.


© Mia Folkman - Anglofilia

Den første vinter var planlægningstid, og haven blev skabt i tankerne og på papiret. Konturer stod klar, længe inden det første spadestik blev taget, og snore dannede grænser, indtil hækplanterne var kommet i jorden. Forventningens glæde var stor, for sådan er det jo med haver. Der er hele tiden noget at glæde sig til, og vi kan levende forestille os resultaterne af vores anstrengelser.
Men i begyndelsen blev der udelukkende plantet takshække, én efter én, og hækkene voksede til og dannede haverum. Derefter blev rummene fyldt ud, ét efter ét, og efterhånden opstod frugthaven, køkkenhaven, rosenhaven, klosterhaven, kanalhaven, den vilde have. I dag er hækkene toenhalv meter høje og giver haven et element af mystik. Hvad skjuler der sig bagved, og hvor kommer man hen, når man går gennem denne bue?
Ligesom et stort mål af forventning er en vigtig del af planlægningen, er stier, udsigter, vinkler og stoppesteder det også. En af utallige haveglæder er muligheden for at stoppe op og blive overrasket, og den slags glæder finder man netop mange af her. Man skal give sig god tid, for intet er helt, som man venter.
Labyrinten af græs udgør hjertet af haven og blev til ved et tilfælde. Den cirkulære plæne skulle oprindeligt være et sted, hvor stierne mødtes - en slags pusterum uden anden farve end grøn. Men efterhånden som hækkene voksede i højden, voksede åbningerne til fascinerende porte, og det frie udsyn blev til glimt. Det var, som om området herinde fik sit eget liv, græsset blev slået i cirkler, først den ene vej og så den anden - og med tiden dannedes græslabyrinten.


© Mia Folkman - Anglofilia

Da romerne kom til de britiske øer, medtog de andet end romerske vaner og skikke. De indførte planter og træer, grøntager og krydderurter, som vi kender i dag, men dengang aldrig havde hørt om. Deres smag for klippede buske, pergolaer, vandhaver og grotter blev senere genindført i engelsk havedesign, og det var også romerne, der introducerede rosenhaver og æbleplantager. Således har også romerne været med til at sætte præg på haven ved Morville.
De fine mønstrede bede foran huset er også en del af historien, for den slags var meget almindelige på Elisabeth I’s tid. I begyndelsen brugte man sødt duftende urter til bedene, f.eks. lavendel, isop, salvie og rosmarin, men senere gik man over til buksbom, der let kunne klippes og formes. Mønstrene kunne være særdeles indviklede og snørklede, men her er de ganske enkle og fyldt med aromatiske planter, der sender skønne dufte ind gennem åbentstående vinduer.


© Mia Folkman - Anglofilia

Dyr spiller en stor rolle i en paradisisk have, for med dyr omkring sig er man aldrig alene. Tætklippede hække giver mulighed for trygge reder, bistaderne summer af liv sommeren igennem, frøer bader i havedammen og skrubtudsen bosætter sig under stensætningen. Hvor der før var tomt, kommer der liv, for når man skaber en have, skaber man grobund for venner. Hvor dejligt at skabe et sted, hvor venner har lyst til at komme...
Haven ved Morville kan besøges på alle årstider, og en have med historie som grundlag, må selvfølgelig være rig på historiske blomster og gamle frugtsorter. Der er plantet hundredvis af historiske roser, og om foråret kan man se gammeldags hyacinter og stribede tulipaner. Sensommeren byder både på duftende liljer og lathyrus, på skærmliljer og klematis.
September er en vidunderlig måned, hvor haven falder til ro. Solen står lavere og skinner på de rødbrune blade, og krattet fyldes med bær, parate til plukning. Selv svalerne, der har været på vingerne hele sommeren, giver sig tid til at sidde på telefontrådene og småsnakke. Tid er så vigtig i en have. Der skal være tid til at nyde og være. Tid til at dufte til blomsterne.


© Mia Folkman - Anglofilia

Mon ikke behovet for at skabe en have ligger i mange af os? Behovet for at have et sted, hvor man kan være sammen med venner – eller i fred. Hvor man kan omgive sig med den natur, som vi helt basalt er en del af. Hvis man har lysten og muligheden, kan det kun anbefales at gå i gang.
Vent først et års tid og se, hvordan haven ser ud i forskelligt lys og i forskelligt vejr. Lav derefter en simpel plan og plant så de planter, der bringer glæder og minder. Minder om barndommens tryghed eller om dejlige ferier. Stiklinger, som man har fået af familie og gode bekendte, og som man selv kan give videre senere. Tag en overkommelig bid ad gangen og se haven vokse frem. Lyt til stedet og lyt til dine egne følelser – så passer det hele sammen til sidst som ét stort puslespil.

 

Denne artikel er et gæsteindlæg, skrevet af Mia Folkman fra Anglofilia