Hendes Majestæt Dronning Elizabeth II Læs om begivenhederne efter Dronningens bortgang

Oplev en anden side af Brighton

Verden ændre sig hurtigt lige nu, derfor anbefaler vi, at du kontrollerer de nyeste regeringsråd fra Storbritanninen samt danske rejsevejledninger, inden du planlægger en rejse. For den seneste information om covid-19 henviser vi til siden: Know Before You Go. Husk også at forskellige lande og regioner i Storbritannien, kan have forskellige regler og restriktioner.

 

Brightons charme er ingen hemmelighed: den lange stenstrand, bohemestilen og den unikke arkitektur har i århundreder tiltrukket besøgende til badebyen for at få frisk luft, frihed og festlige oplevelser. Men ud over de kendte attraktioner og lidt længere væk fra menneskemængderne kan man opleve mange skjulte perler som hemmelige haver, små strandcaféer, outdooreventyr og meget mere. Vil du have cocktails serveret i en hule, nyde en sauna på Brightons strand eller dykke omkring et skibsvrag? Hvad du end har lyst til, kommer her nogle forslag til anderledes oplevelser i Brighton.

 

Alternative oplevelser i Brighton

En skare af mennesker foran Royal Pavillion i skumringen, oplyst i en række levende farver, pink, grøn, gul og lilla, Brighton, East Sussex, England.

Royal Pavillion, Brighton, East Sussex, det sydøstlige England

 

Brighton Pavilion er ikke til at overse! Dette overdådige, indisk-inspirerede palads blev opført i 1700-tallet af en ung prins George – den senere konge – som et dekadent fristed fra livet i London. I dag samles besøgende i det guldbelagte, håndmalede interiør, men haven er lige så pragtfuld og langt mere rolig, fyldt med eksotiske planter og forskellige bygningsværker. The Mindful Garden, en ny audio-rundvisning, afslører de skjulte detaljer, som besøgende sjældent får øje på, og bringer idyllens historie til live.

Et ikon på Brightons havnefront er udsigtstårnet British Airways i360, en 162 meter høj platform med fantastisk panoramaudsigt over kysten og South Downs landskab. Observationskuplen er spektakulær, og på en Tower Top Climb kommer man endnu højere op på en hemmelig platform i fri luft helt oppe på toppen. Det er et nyt tilbud med et begrænset antal pladser, så du vil være en af de få, der er nået så højt op! Inde i observationskuplen giver yoga i solnedgangen og pop-up-middage mulighed for helt nye oplevelser i denne seværdighed.

 

Folk ved Brighton Zip, Brighton, det sydøstlige England

Folk ved Brighton Zip, Brighton, det sydøstlige England

 

På havnefronten åbner Sea Lanes her i foråret. Her kombineres et 50 meter langt svømmebassin med udendørs fitness, en hyggelig strandbar og svømmeundervisning på åbent hav. Men det er ikke den eneste sjove attraktion på Brighton Palace Pier. Vidste du, at der også er en brændefyret strandsauna? Desuden er der en zipline ud over vandet og sågar skøjteundervisning på promenaden. Ude på vandet tilbyder Lagoon Watersports spændende jetskisafarier, og Channel Diving har dukkerture fra Brighton Marina til skibsvragene ud for kysten.

Brighton er kendt for sin inklusion og et stort LGBTQ+-samfund med et livligt natteliv og farverige Pride-events om sommeren. I år fejres Priden for 30. gang, så glæd jer til Prideparaden, der fylder gaderne med musik, dans og et væld af regnbuefarvede paradevogne efterfulgt af livemusik på Fabuloso-festivalen (6.-8. august). Men selvom der ikke er Pride, kan Brighton godt feste – for eksempel med Silent Disco-gåture, vanvittig, fluorescerende golf eller cocktails i hulerne ved Tempest Inn. The Electric Arcade serverer specialøl og standupcomedy, mens Brighton Food Tours viser rundt blandt byens små spisesteder og butikker med street food.

Elsker du at cykle? Udforsk Brighton og dens omgivelser på en Living Coast cykelrute med ture på alle niveauer. Hvis man søger ensomhed, kan man opleve hemmelige haver og kunsthåndværk hos One Garden, hvor der også er hjemmedyrkede grønsager på menuen. Hvis du føler dig modig, kan du gå med på en after-dark-tur gennem området The Lanes, hvor du kan lede efter spøgelser i de gamle gyder. Og fodboldfans, hvis I besøger Brighton i juli, må I ikke gå glip af UEFA Women's EURO 2022: Brighton er vært for to gruppekampe og en af kvartfinalerne (11, 15. og 20. juli).

The Rampion Wind Farm er en hemmelig og samtidig meget synlig, skat. De enorme offshoreturbiner kan ses langs hele Brightons kyst, men der er ikke mange, der ved, at man kan besøge dem på bådudflugter. Brighton Diver’s har sejlture igennem disse imponerende bygningsværker på havet – en oplevelse for de eventyrlystne og fans af ingeniørarbejde. Tilbage på land viser besøgscentret – ved siden af British Airways-tårnet – hvordan den imponerende teknologi fungerer.

 

Sjove steder at bo i Brighton

Artist Residence, Brighton, England

Artist Residence, Brighton, det sydøstlige England

 

Hallo, alle musikelskere! Hotel Pelirocco tilbyder et ophold med en stor dosis rock and roll, fra rockabillyværelset med egen jukebox til suiter med Dolly Parton- og David Bowie-temaer. Handler det om et ophold for voksne med et vovet twist, skal du tjekke hotellets voksen-boudoirs, som er opkaldt efter sexede pinupstjerner. Hotellet har kørestolsadgang.

Da Artists Residence gav lokale kreative sjæle frie tøjler til at dekorere værelserne, var der garanti for et unikt udtryk. Kunsten er stor og bombastisk med limited edition-prints, skulpturer og vægmalerier, hvor man end vender sig, mens vintagemøbler og en varm velkomst får det til at føles mere som et hjem end et galleri.

One Broad Street ligger få skridt fra Brightons strand, så lyset vælder ind i værelser og suiter i newyorkerstil. Tænk rå murstensvægge, genbrugstræ og dybe læderlænestole – plus minitekøkkener, hvor man kan lave morgenmad. Hvis man ønsker havudsigt, skal man bo på Drakes of Brighton, hvis "Yin Yang"-dobbeltværelser desuden er udstyret med gammeldags badekar med udsigt over havet.

 

Spis anderledes i Brighton

Proud Cabaret er ikke kun en gourmetrestaurant. Den ligger i en glamourøs balsal, hvor varietédansere, drag queens og luftakrobater giver gæsterne en utrolig aften. Det er en strålende, vovet oplevelse, der er helt i Brightons ånd, lige fra den inkluderende atmosfære til de lokale ingredienser på tallerkenen.

Dejlig mad, godt selskab og masser af latter – det kan man se frem til på Komedia, Brightons comedyklub og restaurant. Hver fredag og lørdag kan man opleve både standupstjerner og nye talenter, og på hverdage er der livemusik, teaterstykker og storytelling, mens man nyder nachos med topping, burgere og Philly cheesesteaks. Hvis du er til mere liveoptræden og overdådig brunch, så tjek The Mesmerist, som ligger i en af de smalle gader i Brighton-området The Lanes.

"God for miljøet og for sjælen" – det er mottoet for Kindling, hvis sæsonbetonede køkken med råvarer fra Sussex har skaffet restauranten en omtale i Michelinguiden. Menuen skifter jævnligt og omfatter blandt andet grillet kalvekød, grillet kulmule og saltbagt selleri med hasselnødder.

 

Sådan kommer du til og rundt i Brighton

Brighton ligger kun 30 minutter med tog fra lufthavnen i Gatwick – den næstmest trafikerede lufthavn i Storbritannien – med både internationale og indenlandske ruter. Der er også direkte togforbindelse fra London Victoria (en time) og London Blackfriars (en time og et kvarter), og regelmæssig togforbindelse til byer langs Englands sydkyst.

Brighton er en lille by, så den er nem at komme rundt i til fods eller på cykel. Hos BTN BikeShare kan man for eksempel leje cykler i hele byen. Til længere ture har Brighton & Hove bus mange ruter, som desuden har kørestolsadgang. Fra stationen er der kun 10-15 minutters gang til vandet.