Oplev kystperlerne Bristol og Plymouth

At England kan levere fantastisk byliv i London, er ingen hemmelighed. Men ikke så mange har opdaget de britiske kystbyer, som tilbyder shopping, vandsport, strande og mad fra alle verdens hjørner. Her guider vi dig til to sande perler på kysten af det sydvestlige England – Bristol og Plymouth.


Bristol er det sydvestlige Englands mest folkerige by – fuld af liv, bevægelse og forskellige kulturer. Byen har fået rollen som regionens kulturelle hovedstad, og her findes et stort udbud, når det handler om festivaler, kunstbegivenheder og gastronomiske oplevelser. Det er let at komme rundt til fods, samtidig med, at byen er stor nok til at rumme et godt udbud af underholdning.

Bristols historiske havn har forvandlet sig til et attraktivt og moderne område med restauranter, barer, butikker og hoteller. Her snuser man gerne omkring på søndagsmarkedet eller slår sig ned ved en af udeserveringerne, men det er også her, at mange aktiviteter foregår. I Bristol kan selv de mest eventyrlystne tage på ferie og få testet alt fra sejlsport og stand up paddling til cykling eller roning.

Fra havnen afgår bådture til Arnolfi – et af Europas mest fornemme kunstgallerier. Kunstelskere lokkes også til byen af Royal West Academy og Bristol Museum and Art Gallery. Men lige så værdsat som museerne er Bristols gadekunst, og byvandringerne med kunstnerne som guider er meget efterspurgte.

Gadekunsten står i skarp kontrast til de elegante gader i Clifton, som byder på chikke butikker, hyggelige caféer, smuk arkitektur og byens varetegn Clifton Suspension bridge. Elegance finder man også i madlavningen – Bristol har nemlig hele fire Michelin-belønnede restauranter.

Plymouth er kendt for at have de bedste shoppemuligheder i det sydvestlige England, men ligesom i Bristol findes store muligheder for mere end typiske aktiviteter i byen. Kystbyen er tæt på fantastisk natur i form af havet og nationalparken Dartmoor, som ligger lige nord for byen. At Dartmoors mystiske hedelandskab har inspireret forfattere som J.K. Rowling forstår man, når man har oplevet det.

I de omkringliggende kystbyer og landsbyer finder man nogle af Englands smukke strande, perfekte til både at sole sig på og for elskere af vandsport. En unik badeoplevelse med uforglemmelig udsigt tilbydes i Plymouths havn af Tinside Lido. Swimmingpoolen som rager ud mod havet blev bygget i 1935, men er siden blevet skånsomt restaureret for at bevare art-deco-stilen.

Præcis som i mange andre byer i det sydvestlige England har Plymouth en rig og varieret historie, og her findes mange historiske monumenter. Plymouths havn er kendt for at være udgangspunktet for mange historiske sejladser og byens mest berømte seværdighed er The Mayflower Steps – herfra afgik The Mayflower i 1620 med 102 passagerer for at opdage den nye verden i Nordamerika. De rejsende på fartøjet kaldes for pilgrimsrejsende og på The Mayflower Museum kan man lære alt om dem og deres rejse.

Blandt de brostenbelagte gader i The Barbican og Sutton Harbour finder man meget af Plymouths historiske arv og over 200 fredede bygninger. Havneområdet er fuld af kunstgallerier, livlige barer og restauranter. Maden, som byen tilbyder, er inspireret af alt fra Grækenland til Himalaya, men den korte afstand til havet har givet fisk og skaldyr en naturlig plads på menukortet. I september afholdes en årlig skaldyrsfestival, hvor man både kan smage og lære om skaldyr på den bedste måde.