Syv engelske eventyrslotte, som får dig til at måbe

Storslåede bygninger, vidunderlige omgivelser og inspirerende arkitektur. England er fuld af eventyrslotte, som får dig til at miste pusten. Eller hvad siger du til et slot, du kun kan gå ud til, når tidevandet er lavt?

Highclere Castle, Hampshire, det sydøstlige England
Highclere Castle er et imponerende slot, som har været hovedsæde for jarlen af Carnarvon og hans familie. Her kan du vandre i den skønne natur og virkelig få en fornemmelse af at være britisk godsejer. Når slottet er åbent, kan du se de fine paradeboliger, 12 forskellige og smukt indrettede soveværelser, eller drikke te i den vidunderlige salon.

Vidste du det? Den populære tv-serie Downton Abbey blev indspillet ved slottet.

 

Blenheim Palace, Oxfordshire, det sydøstlige England
Blenheim Palace er et af Storbritanniens største slotte. Det udgør et typisk eksempel på den landskabsarkitektur, som var på mode i 1700-tallets England. Det var også her, Storbritanniens mest berømte premiereminister Winston Churchill blev født. Under dit besøg kan du gå rundt i de gamle lejligheder, se fantastisk kunst og høre mere om slottets 300-årige historie.

Vidste du det? Slottet er med på Unescos verdensarvliste.

St. Michael’s Mount, Cornwall, det sydvestlige England
Her er slottet for dig, der vil have en anderledes oplevelse. Når tidevandet er lavt, kan du gå over til øen langs en sti. Men når tidevandet stiger, er du nødt til at tage en båd. På slottet kan du opdage dets spændende historie – fra fort til slot og slutteligt hjem for en familie. Trods de barske vejrforhold ude på øen er der en smuk have, hvor du kan spadsere rundt og nyde den friske luft.

Vidste du det? Ved siden af den meget gamle kirke på øen er der en sten, som siges at give held i kærlighed.

 

Warwick Castle, Warwick, det vestlige England
Her er et slot, som er fyldt med historie, magi og eventyr. Gå op i tårnet og spejd ud over området eller se The Warwick Trebuchet, den største fungerende blide (en slags katapult) i verden. Hvis du tør, kan du gå ned i slotshullet, hvor skuespillere gengiver nogle af de blodigste hændelser i Warwick Castle’s historie. Hvis det er for skræmmende, kan du i stedet begive dig til prinsessetårnet og opleve, hvordan det er at være kongelig.

Vidste du det? Det var Vilhelm Erobreren, der startede byggeriet af slottet, som det ser ud i dag.

Windsor Castle, Windsor, det sydøstlige England
Windsor Castle er Storbritanniens største slot og et af de mest kendte. Opførelsen af slottet blev påbegyndt i 1066 af Vilhelm Erobreren. Siden da er det blevet udbygget gennem flere århundreder. Windsor Castle ligger lige vest for London, og her kan du gå rundt blandt de prangende paradeboliger, se smuk kunst og tage et kig på Queen Marys Doll's House, som er det største og smukkeste dukkehus i verden. Mens du besøger slottet, må du ikke gå glip af vagtskiftet; et syn, som er meget populært blandt de besøgende.

Vidste du det? Henrik VIII af England ligger begravet i St. George's Chapel på området.

 

Dover Castle, Dover, det sydlige England
Dover Castle er et storslået slot med meget at tilbyde. Se fyrtårnet, der blev bygget af romerne, gå op i det store tårn og oplev en ægte middelalderfølelse, eller gå ned i tunnelerne, der blev brugt som beskyttelsesrum under 2. Verdenskrig. Dover Castle er perfekt til en hel dag med familien. Her får du samtidig en fin udsigt til Dovers hvide klipper.

Vidste du det? Dover Castle er blevet beskrevet som ”Nøglen til England” på grund af sin beliggenhed.

Bodiam Castle, East Sussex, det sydlige England
Bodiam Castle blev bygget i 1385 af Sir Edward Dalyngrigge, som var ridder under Edward III. Slottet har en stor voldgrav omkring sig og blev anvendt til at beskytte området mod en fransk invasion under Hundredårskrigen. I dag er stemningen på slottet meget roligere, og her kan du lære alt om middelalderen fra udklædte guider og se på de flotte omgivelser. Slottet er perfekt for familier, idet børnene her kan prøve livet som ridder.

Vidste du det? Det vrimler med flagermus, der bor på slottet.