Cumbria og The Lake District – Naturen når den er som allerbedst!
Få alt at vide om Cumbria og The Lake District fra de historiske seværdigheder til alle pulserende attraktioner.
“Cumbria er den perfekte pakke - der er søerne, dalene, The Pennines, Hadrians mur og en smuk kystlinje. Det er som et postkort.”
Ben Fogle, studievært
Med sine 16 funklende søer og Englands højeste bjerge, beskyttede dale, hedeslette og salte havudsigter, har Cumbria og The Lake District inspireret og grebet generationer af besøgende samt berømte forfattere og digtere som William Wordsworth og Beatrix Potter. Men der er mere at se end sceneriet. Området har en rig kulturarv, en levende og nutidig kulturscene og et voksende ry for god mad og drikke. Og oven i alt dette er der et stort udvalg af turistaktiviteter i noget af verdens bedste fri natur.
Det enestående landskab, som inspirerede Wordsworth og Beatrix Potter, opfostrer i dag en ny generation af forfattere, billedkunstnere og musikere. Skulpturruter, poesi-programmer, gadekunst og teater bidrager alle til en blomstrende kulturscene. Området har også en fascinerende kulturarv. Fortiden giver stadig genlyd i stencirkler og romerske fæstninger, i historiske huse og museer.
Cumbria og the Lake District er hurtigt ved at blive et paradis for madelskere med alt fra mikrobryggerier og restauranter med Michelinstjerner til hyggelige caféer og lokale markeder. Hvad enten det drejer sig om det mest simple brød eller overdådige delikatesser, så vil du finde mad og drikke, som er produceret af folk, der har kvalitet som passion.
Ting at gøre om dagen | Ting at gøre om aftenen |
|---|---|
Slap af på et cruise med Ullswater Steamers dampbåde. | Tjek den ugentlige jazz-session i Zeffirelli's Jazz Bar i Ambleside. |
Besøg William Wordsworths hjem Dove Cottage. | Spis med stil på den Michelinstjerne-belønnede Sharrow Bay Hotel ved Ullswater. |
Besøg det interaktive museum World of Beatrix Potter. | Se en forestilling på Theatre by the Lake i Keswick. |
Opdag Carlisles fascinerende historie og landskabet omkring Hadrian mur. | Se solen gå ned mens du sejler nedad Windermere Lake med Windermere Lake Cruises. |
Følg skulpturruten i Grizedale Forest. | Smag noget af den gode øl i The Old Crown Pub, som er brygget i mikrobryggeriet Hesket Newmarket lige ved siden af. |
Der er masser af muligheder for at shoppe i Cumbria og The Lake District. Carlisle er en kosmopolitisk by med både store strøgbutikker og små butikker; og markedsbyer som Ulverston og Kirkby Lonsdale er som skabt til at snuse rundt, fuld af fristende, selvstændige forretninger. Kunsthåndværkermarkeder, atelierer, værksteder og gallerier over hele Cumbria tilbyder alt fra designersmykker til specialfremstillede møbler.
Dette er én stor spændende legeplads, og det er op til dig, hvad du vil have ud af den. Der er vandsport i massevis (fra kajak til kitesurfing), udfordrende langdistance cykelruter samt mountainbike-baner, som kan få pulsen til at stige. Eller sæt kursen mod bjergene for traditionelle vandreture, scrambling eller bjergklatring. Der er også golf, fiskeri (både i fersk- og havvand) samt ridning.
Der er levende musik i pubber og spillesteder over hele regionen, og året igennem er der fantastiske festivaller, som spænder fra klassisk musik og rock til folkemusik, blues og jazz. Gå i teatret, spis ude eller sid tilbagelænet med en cocktail i hånden på et søcruise, mens du betragter solnedgangen.
For at underlette din rejse til Cumbria og The Lake District, hvorfor ikke købe dine togbilletter og attraktionsbilletter i forvejen? Besøg VisitBritain Shop for at se flere fantastiske tilbud.