Know Before You Go: Vejledning for rejser til Storbritannien
Hvis du kommer til Skotlands hovedstad, Edinburgh, denne sommer for at opleve verdens største kunstfestival, vil du samtidig opdage, hvorfor byen er UNESCO Verdensarv, såvel som hvorfor den er blandt Storbritanniens allerbedste foodie-destinationer og hotspots hvad angår natteliv. Og dens beliggenhed tæt ved fantastiske strande, et romantisk slot eller to, og andre af Skotlands utrolige byer betyder, at en rejse på blot en time eller mindre ud af byen vil medføre at du oplever den rene og skære mangfoldighed af Skotlands landskaber, historie og kultur på en enkelt endagstur.
Scottish Borders
Maleriske kystlinjer mod øst og ujævne bakker og hedelandskaber mod vest byder dig velkommen ved Scottish Borders (der grænser op mod det nordlige England), og som er nem at komme til takket være jernbanen Borders Railway, der forbinder Edinburgh hele vejen til Tweedbank i Borders på mindre end en time. Hav kameraet klar på denne skønne togtur, mens du passerer ikoniske arkitektoniske perler såsom viadukterne Lothianbridge og Redbridge. Stig af på Tweedbank for at se Abbotsford House, hjemstedet for den berømte forfatter Sir Walter Scott; dette romantiske palæ blev opført i de tidligere årtier af det 19. århundrede, og reflekterer i høj grad smagen hos en af denne epokes mest prominente skribenter. Lige i nærheden ligger den smukke by Melrose, som ikke kun er hjemsted for det storslåede Melrose Abbey fra det 12. århundrede, men også for to haver under National Trust for Scotland; Priorwood, som har Skotlands eneste specialhave for tørrede blomster, og Harmony Gardens, en smuk, muromkranset have med en betagende udsigt over klosteret og de nærliggende Eildon Hills.
Glasgow
Vidste du at Edinburgh, som er hovedstaden, og Skotlands største by, Glasgow, kun ligger en time fra hinanden? Glasgow er en livlig og kreativ by, og er kendt for sin betydelige industrielle arv, shopping i verdensklasse samt sit pulserende kunst-, kultur- og musikmiljø; det er en UNESCO Musikby. Opdag hvorfor byen opnåede denne status på en Glasgow Music City Tour, mens fans af gadekunst bør tjekke Glasgows første tur ud, som er dedikeret til denne genre, nemlig turen City Centre Mural Trail. Fodboldfans kan tage på rundvisning på de verdensberømte fodboldklubber Rangers og Celtics, og du kan opleve byens kunstneriske og industrielle arv på inspirerende museer såsom Kelvingrove Art Gallery & Museum, Hunterian Museum and Art Gallery på University of Glasgow og Riverside Museum of Transport samt Tall Ship på bredden af floden Clyde.
North Berwick
På blot en halv time med toget kan du skifte Edinburghs bybillede ud med afslapning ved kysten; North Berwick og de langstrakte vidder af gyldne sandstrande er spektakulære – og hvis det er en fantastisk udsigt, du er ude efter, så vil du ikke blive skuffet. Den betagende udsigt omfatter Bass Rock, som er hjemsted for verdens største koloni af suler, samt Forth Islands; tag på en sejltur ud til øerne så du kan inspicere dem endnu tættere på, og fugleelskere bør også aflægge et besøg på byens Scottish Seabird Centre. Alternativt, og hvis du kunne tænke dig et slag golf med udsigt over disse vidunderlige kystlandskaber, skal du tee off på en af byens fremragende linksbaner, Glen Golf Club og North Berwick Golf Club.
Selve byen er hjemsted for en udsøgt samling af cafeer, barer og butikker, fra tesaloner i vintage-stil til stilfulde kaffebarer... sørg også for at smutte forbi fish and chips-forretningerne og isbarerne, det er god etikette i et britisk feriested ved havet! Hvis du er på jagt efter historiske seværdigheder, må du ikke gå glip af fæstningen Tantallon Castle fra det 14. århundrede samt Dirleton Castle, som huser noget af den ældste slotsarkitektur i Skotland, og som begge ligger lige i nærheden.
Stirling
Hvis du nogen sinde har set filmen Braveheart, så skal du besøge Stirling. Det ikoniske National Wallace Monument, som har udsigt over lokationen for Skotlands sejr under Slaget ved Stirling Bridge, giver en fascinerede indsigt i den skotske helt William Wallaces verden. Historien pulserer gennem hver en sprække af Stirling; udforsk gaderne i den gammel middelalderby, oplev den fængslende royale historie på Stirling Castle, og se endda verdens ældste fodbold på Smith Art Gallery and Museum. Nok en af de mest spændende attraktioner, der fortæller beretninger fra områdets fortid, er Battle of Bannockburn Experience. Denne opslugende 3D-oplevelse tager dig med ind i hjertet af et af Skotlands mest historiske slag, og slutter af med et besøg i Battle Room, hvor de besøgende kan tage del i det interaktive krigsspil. Og hvis du er fan af hit-serien Outlander, skal du tage dig tid til at besøge Doune Castle, der ligger omkring 15 minutter uden for byen; der er optaget scener på dette prægtige slot til serien, lige som til Game of Thrones og Monty Python og De Skøre Riddere.
Peebles
Syd for Edinburgh, ved bredden af floden Tweed, ligger Peebles, en lille, smuk by med en særlig kunstnerisk vibe, som er omkranset af det maleriske landskab. Den skotske romanforfatter John Buchan, der lægger navn til De 39 Trin, skabte sit hjem her, og der findes en vandrerute på ca. 21 kilometer, der er opkaldt efter ham, nemlig John Buchan Way. Eller tag på vandretur i skoven Glentress Forest, som også er rigtig god til mountainbiking, da stierne her udgør en af Skotlands "7stanes" (syv mountainbiking-centre i det sydlige Skotland). På trods af sin størrelse kan Peebles prale af en hel del kunstgallerier, og dens historiske fortid er fremherskende på hvert eneste gadehjørne; levn fra en svunden tid er strøet ud over hele byen, fra ruinerne af kirken Cross Kirk til et gammelt Mercat Cross (der illustrerer en bys ret til afholdelse af et regulært marked, og er udstedt af en monark eller baron).
Du vil måske også synes om…