Charlecote

Det må have været en helt speciel oplevelse at være barn på et af de store engelske godser. I tiden før TV, computere og Ipods måtte underholdningen leveres af fantasien...

 

Der var engang en tid, hvor børn skulle ses, men ikke høres, og hvor børn gjorde, hvad der blev sagt. Den tid er vel uigenkaldeligt forbi, men det var den ikke, da børnene voksede op på Charlecote i begyndelsen af forrige århundrede.
Charlecote ligger så smukt midt i en stor park med rådyr. Floden Avon løber stille og roligt igennem parken og fortsætter, indtil den når Stratford ikke så langt derfra. Det store hus blev bygget engang i 1550’erne, men adskillige generationer af familien Lucy boede her allerede før den tid.
Det første, man ser, når man kommer ind i Charlecote, er den imponerende hall. Her blev den første Thomas Lucy slået til ridder i 1565, og her modtog man dronning Elizabeth I, da hun kom på royalt besøg i 1572. På alle vægge hænger malerierne tæt, for i et hus som dette må der nødvendigvis være en masse kunstværker og portrætter af familien.

Charlecote Westmidlands
©National Trust Images/John Millar;

Der er også mange skulpturer, kunstgenstande og smukke møbler, som i tidens løb blev købt specielt til Charlecote. I biblioteket står en særdeles fin bogsamling, og midt på gulvet i den store opholdsstue står den store, forgyldte harpe, som Mary Elizabeth Lucy spillede så smukt på.
Men alt det fine var ikke for børn. Tjenestefolkenes fløj blev bygget i 1829, og børneværelserne lå ikke i det store hus, men på første sal i fløjen - oven over køkkenet. For børnene betød det en større følelse af frihed, fordi man her havde bedre mulighed for at undslippe forældrenes strenge krav og blikke.
Så snart forældrene var ude, søgte børnene ned til tjenestefolkene. Her kunne de kæle med katten, der boede i stalden og ellers aldrig fik lov til at komme ind i huset, og de kunne snakke med hushovmesteren og de andre ansatte. Sommetider så børnene deres snit til at snuppe en bid kage eller et stykke frugt, for børn spiste ikke det samme som voksne. De spiste heller ikke sammen med de voksne, men fik i stedet maden bragt op på deres respektive værelser af en tjenestepige.

Charlecote Westmidlands
©National Trust Images/John Millar; 

Man skulle tro, at tilværelsen på et stort herresæde var eventyrlig, men det var nu sjældent tilfældet. Eventyr var noget, man selv skabte. Oplevelser måtte man finde i huset eller i den store park omkring det. Opfindsomheden kendte ingen grænser, og selvom de fleste tjenestefolk var på børnenes side, var der af og til nogle, der lod ord falde til forældrene.
Børnene havde stor respekt for deres forældre, især for faderen, der for det meste opholdt sig på sit kontor. De listede forbi hans dør og talte med hviskende stemmer for ikke at udløse formaninger. I haven kunne de bevæge sig mere frit. Og bag haven lå den store park og bag den gårdene og landsbyen, hvor de af og til mødte andre børn.
Store drenge blev sendt på kostskole, mens piger og mindre børn blev undervist hjemme af en guvernante. Sommeren var den bedste tid – og så julen naturligvis, for ferietiden betød ikke bare færre pligter og mere frihed; den betød også, at alle børnene kunne være sammen igen. En
søskendeflok på et stort herresæde blev ofte meget tæt knyttet til hinanden, for de var også hinandens bedste venner og legekammerater.
Dagene gik med leg i parken, med cricket- og kroketspil og med bygning af et træhus i parkens største træ. Børnene kunne også fiske i floden eller ride ture, og sommetider gik de lange ture for at finde nødder og bær i kratskoven i parkens yderkant. Hvis det var for koldt til at være ude, var der rigelig plads til stille lege indendøre, og når der blev holdt middagsselskab, sneg børnene sig til et kig ind til det fine bord med damaskdug og sølvkandelabre.
På Charlecote lå det store køkken i fløjens underetage, og der var også et grovkøkken og et spisekammer. Pumpen ved siden af vinduet i grovkøkkenet leverede vand fra en brønd, og der skulle bruges meget vand til at vaske de store mængder kartofler og grønsager, der sidenhen skulle bruges i køkkenet.
Ovnen blev tændt op med brænde, og når varmen var god nok, bagte man brød og senere, når ovnen ikke længere var helt så varm, kager, boller og småkager. Der var også en isboks, som man kunne fylde op med is fra den vinterfrosne flod, og isen blev opbevaret i et underjordisk ishus et sted ude i parken.

Charlecote Westmidlands
©National Trust Images/Andreas von Einsiedel; 

Selve køkkenet var et stort, højloftet rum med masser af lys fra de mange vinduer. Her hang nypudset kobbertøj på væggene, og køkkenbordet blev skrubbet dagligt med hvidt sand og salt, mens ildstedet blev holdt pænt sort med en blanding af grisefedt og sod.
Når maden var tilberedt og skulle serveres, blev de fyldte fade og terriner sat på bakker og båret hele vejen op til familiens spisestue. Turen var lang, så det var vigtigt at holde maden så varm som muligt, og derfor sørgede man for at forvarme tallerkenerne i et af de store varmeskabe.
Ved siden af køkkenet lå støvlerum, brænderum og opholdsrum til tjenestefolkene. Der var også et vaskerum, hvor man kogte tøjet i store kobberkar, et saddelrum og et bryghus. Det var meget almindeligt, at herresæderne havde deres eget bryghus, for øl var at foretrække i en tid, hvor vandet ikke altid var drikkeligt.

Charlecote Westmidlands
©National Trust Images/John Millar; 

Som tavse skygger sørgede en lille hær af tjenestefolk for, at alting fungerede i de store huse. Familien ænsede knapt, at tjenerne serverede og kammertjenerne sørgede for deres tøj, at stuepigerne gjorde rent og fyldte kakkelovnen med brænde eller koks. Og som små skygger benyttede børnene enhver lejlighed til at snige sig ud i køkkenet, lokket af hygge og varme og den dejlige duft af friskbagt brød.

 

Denne artikel er et gæsteindlæg, skrevet af Mia Folkman fra Anglofilia