Witley Court

Witley Court er en smuk skal af et imponerende palads med et overdådigt springvand…

 

Et besøg til Witley Court er en særpræget oplevelse, for det store palæ fra det 19. århundrede brændte i 1937, så kun skallen står tilbage. Men alligevel virker det utroligt fascinerende at gå rundt i de tomme rum, hvor der er vægge, men hverken gulve eller lofter, mens man prøver at forestille sig, hvor storslået huset engang har været.


© Mia Folkman - Anglofilia

Oprindeligt stod der et mere beskedent hus på stedet, men med tiden blev der bygget til, så ejendommen til sidst fik præg af et italiensk palads. Det var netop meningen, at Witley Court skulle imponere, og fotografier fra tiden før branden viser et hus med flot udsmykkede lofter og store sale med forgyldninger, søjler og statuer.
To familier, der begge havde tjent formuer på industrien, satte deres præg på ejendommen. Foley-familien ejede Witley Court i næsten to århundreder, og ejendommen gik i arv fra den ene Thomas Foley til den anden. Men i 1837 var den sidste Foley tvunget til at sælge ejendommen for at betale den gæld, som familien havde akkumuleret.
Derefter blev Witley Court blev købt af Ward familien. Da William Humble Ward, der senere blev jarl af Dudley, overtog ejendommen fra sin far, gik han i gang med at give den smukke landskabshave et mere elegant præg med klippede buske og et overdådigt springvand.


© Mia Folkman - Anglofilia

Witley Court blev symbolet på rigdom og politisk indflydelse, men på et tidspunkt i slutningen af det 19. århundrede begyndte det at gå ned ad bakke for jarlen, for trods den fine titel og en ekstravagant levevis var det så som så med pengene. Rygtet ville, at man senere fandt de to store urner, der stod for foden af trappen, fyldt med ubetalte regninger.
I 1920 gentog historien sig, og man var nødt til at sælge huset. Denne gang blev det en millionær og tæppefabrikant, der overtog det, og i hans ejertid brændte huset. I løbet af en enkelt nat var århundreders historie blevet til aske og murbrokker.


© Mia Folkman - Anglofilia

Efter branden lå resterne af den storslåede ejendom hen i årevis. Ingen ønskede at binde an med en restaureringsopgave af de dimensioner, og huset var nær ved at blive jævnet til jorden. Først i 1988 påtog English Heritage sig ansvaret for ejendommen.
Alt af værdi var for længst solgt fra, så der var ikke meget tilbage af Witley Court, da organisationen overtog ejendommen. Siden har et stort restaureringsprojekt sikret fremtiden for dette fantastiske sted, der er et af Worcestershires populære udflugtsmål. Og det kæmpestore springvand springer nu lige så livligt, som da det i sin tid blev opført.

 

Denne artikel er et gæsteindlæg, skrevet af Mia Folkman fra Anglofilia