48 timer i Edinburgh...

Skotlands hovedstad, Edinburgh, er en by med historie og arv, festivaler og kultur, Hogmanay og haggis. Byens skyline domineres af Edinburgh Castle, Skotlands mest velbesøgte turistattraktion mod betaling, som troner på toppen af en udslukt vulkan. Hver dag kl. 1 affyres en kanon over slottets volde - en tradition for tidtagning som daterer tilbage til 1861, og giver ekko over hele Edinburgh. Slottet er også en betagende baggrundskulisse for den årlige parade og fejring af Edinburgh Military Tattoo. Den omgivende gamle bydel, Old Town, som er Edinburghs ældste kvarter, har bibeholdt meget af sin middelalderlige byplanlægning, og er sammen med den nye bydel, New Town, fra det 18. århundrede anført som UNESCO Verdensarv. Den tilstødende Royal Mile er ideel til shopping af gaver med skotsk flair såsom skotskternet stof, whisky og shortbread.

Edinburgh tiltrækker et stort publikum såvel som musikere og performere i verdensklasse hvert år i august til den årlige Edinburgh International Festival and Fringe. Det er også stedet at fejre nytårsaften på Hogmanay. Edinburgh er altid klar til at fejre sin rige historie og kultur, men også nutidens moderne og banebrydende designs. Fra tekstiler til teknologi, arkitektur til mode - programmet som strækker sig over hele året og over hele Skotland vil sætte spotlys på nogle af landets vigtigste aktiver og ikoner, såvel som nogle unikke, skjulte skatte. 

 

Tid til at tjekke ind:

Det prisvenlige designhotel-mærke Motel One har to ejendomme med en central beliggenhed i Edinburgh, som begge byder på skotske design-nuancer såsom æggestole med skotskternet polstring og pelstæpper. Værelserne er friske og moderne. www.motel-one.com

Det intime og stilfulde The Bonham er et 4-stjernet hotel på en stille victoriansk gade. De 49 værelser har tidstypiske designelementer, et dristigt interiør og moderne kunst. www.townhousecompany.com/thebonham

Lige uden for centrum i et storslået palæ fra det 17. århundrede ligger det 5-stjernede Prestonfield, som byder på velourpolstrede vægge, damask-sofaer, dramatiske blomster, masser af stearinlys samt 23 værelser og suiter i boudoir-stil. www.prestonfield.com

 

DAG ET:

10:00 Se tingene fra et helt nyt perspektiv gennem victoriansk teknologi

Det er en sjov og fascinerende måde at se byen på, og Edinburghs ældste specialbyggede turistattraktion Camera Obscura har da også underholdt og fascineret besøgende i mere end 150 år. Ved hjælp af et spejl, dagslys og et gigantisk periskop projiceres 360  live-billeder i bevægelse af Edinburgh over på en visningstavle inde i dette victorianske tagkammer - det er ganske enkelt enestående. Fortsæt med at udforske temaer med lys og illusioner på World of Illusion. De interaktive udstillinger omfatter bøjede spejle og gigantiske kalejdoskoper der forvrænger og mangedobler, såvel som den oplysende spænding ved en plasmasfære og fascinerende illusioner fra fortiden og nutiden. www.camera-obscura.co.uk

 

11:30 Slut dig til publikummet ved One o'clock Gun

Byens mest populære og berømte attraktion, Edinburgh Castle, dominerer byens skyline fra toppen af en udslukt vulkan. Denne historiske fæstning har været hjemsted for de kongelige i flere hundrede år. Blandt de viste skatte er Storbritanniens ældste kronjuveler og den hellige Stone of Destiny, der blev anvendt til kroning af monarker gennem århundreder. Andre højdepunkter omfatter den storslåede og middelalderlige Great Hall og det tyste Margaret's Chapel. Publikum samles kl. 1 til affyringen af One o'clock Gun (undtaget på søndage), en tradition, der daterer tilbage til 1861. www.edinburghcastle.gov.uk

 

13:30 Stil din sult med litterær inspiration

Gourmet te- og kaffebaren Elephant House markedsføres som fødestedet for Harry Potter - forfatter J K Rowling skrev mange af sine tidlige romaner her i baglokalet med udsigt over Edinburgh Castle. Bestsellerforfatterne Ian Rankin og Alexander McCall Smith har også frekventeret denne café. Tag herhen for at blive inspireret, eller stil ganske enkelt din sult med hjemmelavet suppe, kager, og måltider såsom den skotske nationalret haggis, neeps og tatties (stuvede fåreindvolde med kålrabimos og kartoffelmos). www.elephanthouse.biz

 

14:15 Hold en pause og tag en selfie med en berømt, tidligere indbygger

Når du fortsætter herfra, passerer du to af byens mest ikoniske monumenter. En lille bronzestatue over for National Museum of Scotland, Greyfriars Bobby, mindes en berømt lokal indbygger - en lille Skye terrier, der vogtede trofast over sin ejers grav på den nærliggende kirkegård Greyfriars Churchyard i 14 år. Statuen blev indviet i 1873. Monumentet Scott Monument er af en langt større skala og er en hyldest til forfatteren Sir Walter Scott. Det er det største monument over en skribent i hele verden, og har domineret Princes Street siden 1846. Hvis man vil nyde en god udsigt over Edinburgh og det omgivende landskab, kan man tage de 287 trin op til toppen af monumentet. www.edinburghmuseums.org.uk/Venues/Monuments/Greyfriars-Bobby.aspx www.edinburghmuseums.org.uk/Venues/Scott-Monument

 

14:30 Bliv et stilikon i kilt

Kilten er Skotlands helt eget modestatement. Der findes en masse billige versioner i souvenirbutikkerne, men seriøse shoppere vil foretrække 21st Century Kilts. Ejeren Howie Nicholsby er et stilikon i kilt og berømtheder som Lenny Kravitz, Vin Diesel og Alan Cumming har fået taget mål til en af hans skræddersyede kilte, som kan tilskæres fra alle typer af stof, så mulighederne er uendelige. Der findes også et udvalg af stangvarer i Harris-tweed eller mere trendsættende denim. www.21stcenturykilts.com

 

15:00 Tag på en skotsk og international shoppetur

Fortsæt din shoppetur i Jenners. Dette pragtfulde stormagasin blev grundlagt i 1838 og sælger alt fra store mærker til lokalt fremstillede skotske produkter. Det er nu en del af House of Fraser, og er ind imellem kendt som "Nordens Harrods". Eller der er luksusimport fra London i form af Harvey Nichols - fem etager med international luksus. Baren, restauranten og brasseriet Fourth Floor har en vidtstrakt udsigt over byen og er en stilfuld destination for cocktails, afternoon tea eller udsøgte middage. www.houseoffraser.co.uk www.harveynichols.com/store/edinburgh

 

18:00 Prøvesmag lokale ales og en ‘Greyfriars Bobby' hotdog

Da leverandøren af specialøl The Hanging Bat Beer Cafe åbnede i 2012 var det den første bar i Storbritannien, der ikke serverer pints - med overbevisningen om at fadøl serveres bedst i mindre mål. Lige så vel som øl fra mikrobryggeriet Hanging Bat, omfatter udvalget af skotske øl også Fyne Ales IPA og Waulkmill Cider. Der tilbydes også en BBQ-menu med pulled pork, røgede ribs og hotdogs, herunder stedets egen "Chihuahua" med stærk jalapenosauce, og "Greyfriars Bobby" med haggis og løg. The Potting Shed café, bar og restaurant er et andet forslag til ales og gode pubretter, eller tag til Timberyard for lokalt indkøbte fødevarer og mikrobrygget ale i en industriel og elegant, tidligere lagerbygning. www.hangingbat.com www.thepottingshededinburgh.co.uk www.timberyard.co

19:30 Nyd smagen af Fringe

Edinburghs verdensberømte Fringe and International Festivals finder ganske vist sted i august, men du kan nyde rigtig gode performances hele året. Få en smagsprøve på festivaloplevelsen på et af Edinburghs mange teatre, herunder Edinburgh Playhouse, der er Storbritanniens største fungerende teater med plads til 3.059 personer. Andre muligheder omfatter det storslåede King's Theatre, koncertstedet Usher Hall, og Traverse Theatre, som præsenterer nye tekster. www.playhousetheatre.com www.edtheatres.com/kings www.usherhall.co.uk www.traverse.co.uk

 

22:00 Fyr den af i Edinburghs bar- og clubmiljø

Afslut din aften med drinks på en af de mange barer i nærheden af Grassmarket, en historisk markedsplads i Edinburghs Old Town. Eller tag hen til Jolly Botanist - denne ginbar og restaurant med et interiør i victoriansk stil er kåret som "Bedste Nye Pub i 2015". Eller gør det til en sen aften ved at tage videre hen på Cabaret Voltaire, et stemningsfuldt koncertsted i en kælder, der lægger hus til live musik og clubaftener. www.greatergrassmarket.co.uk www.thejollybotanist.co.uk www.thecabaretvoltaire.com

 

DAG TO:

10:30 Start dagen med en solid skål havregrød eller lokalt ristet kaffe

Det er et populært sted for brunch, og menuen på Urban Angel byder på en gedigen havregrød med gojibær og rå, knuste kakaobønner, regnbueørred med krøllet grønkål, Eggs Benedict og fransk toast. Eller smag nogle snacks af superb streetfood på Stockbridge Farmers Market, herunder lokalt ristet Steampunk Coffee, der serveres fra en ombygget VW Westfalia Campervan fra 1976. www.urban-angel.co.uk www.stockbridgemarket.com

 

12:00 Stig om bord på den yacht, som dronningen benytter til sine ferier

Tag en bus eller en afslappet spadseretur ud til havnedistriktet Leith. Området fungerede som havn i Edinburgh i flere hundrede år, og dette tidligere fattige arbejderklassekvarter er nu et trendy sted - de charmerede gader er fyldt med traditionelle pubs, stilfulde restauranter og moderne kunstgallerier. Leith er også hjemsted for den kongelig yacht Royal Yacht Britannia. Denne prægtige yacht var en gang dronningens foretrukne fartøj til hendes ferier. Den ligger nu permanent til kaj langs Ocean Terminal Shopping Centre og er en stor turistattraktion. www.royalyachtbritannia.co.uk

 

13:30 Nyd friskfanget fisk på en fin restaurant ved havnefronten

Der findes mange fine spisesteder i Leith. Restauranten The Kitchin er ejet af den berømte kok Tom Kitchin og kombinerer skotske råvarer med fransk finesse. Denne restaurant ligger i et ombygget whiskylager ved havnefronten og har været åben siden 2006. Den er tildelt en Michelin-stjerne i 2007 og høster fortsat priser og anerkendelse. Det samme team har også åbnet en casual ny gastropub The Scran & Scallie, med smagfulde retter såsom østers, fisketærte, skaldyrsravioli og braiseret rådyr. www.thekitchin.com www.scranandscallie.com

 

15:00 Hav en kulturel... eller politisk... eftermiddag

Tag hen og se magtens hovedsæde i de moderne tiders Skotland. Hjemstedet for det skotske parlament, Holyrood, byder velkommen til besøgende hver dag undtaget søndag. De besøgende kan udforske de offentlige områder i denne markante, moderne bygning, der har været åben siden 2004, og kan også booke en gratis guidet rundvisning på forhånd. Det er endda muligt at overvære debatter fra den offentlige tilhørerloge, hvis parlamentet har samling. www.scottish.parliament.uk/visitandlearn/visiting-the-parliament.aspx

 

19:30 Afslut med solid og prisvindende, skotsk hyggemad

Afslut dagen med nogle solide skotske retter. På Edinburghs berømte Royal Mile, er den historiske WHISKI Bar & Restaurant fuld af personlighed, byder på mere end 300 malt whiskies, og serverer en prisvindende haggis med whiskysauce, cullen skink (en traditionel skotsk suppe tilberedt af røget kuller) plus steaks og burgers tilberedt med skotsk oksekød. L'Alba D'Oro blev grundlagt i 1975, og er en prisvindende, lokal fish & chips-shop, der har serveret lækre fiskeretter i mere end fire årtier. www.whiskibar.co.uk www.lalbadoro.com

 

SÅDAN KOMMER DU DERTIL:

Edinburgh ligger i Skotland, fire timer og 30 minutter med tog nordpå fra London. Skotlands travleste lufthavn, Edinburgh Airport kan nås direkte fra København med EasyJet, Norwegian og Ryanair samt med Ryanair fra Billund 

Smagen af Edinburgh

VisitBritain Butik

Royal Edinburgh Ticket

Visit Scotland’s top three royal attractions with just one great-value pass!
Fra DKK 496,50

Royal Yacht Britannia

Step onboard the famous royal yacht for a tour that includes the Queen's State Apartments
Fra DKK 144,50

Edinburgh Dungeon

Enjoy a light-hearted theatrical journey through the darker periods of Scotland's history
Fra DKK 111,00