Bedste tips til at spare penge på din tur til Glasgow

Glasgows smukke viktorianske arkitektur kunne måske få dig til at tro, at det er en stille, reserveret by. Det skal du ikke lade dig narre af. Skotlands største by har karakter i spandevis, fra dens legendariske scene med levende musik og farverige gallerier til dens historiske (og meget benyttede) pubber. Maden og indkøbsmulighederne er begge af høj kvalitet, mens den førnævnte arkitektur er et trækplaster i sig selv. Glasgows industrielle fortid er blevet erstattet af en kreativ, fremadtænkende by, hvilket til gengæld gør den til et livligt - og billigt - sted at tilbringe et par dage. En undersøgelse i 2017 udnævnte Glasgow til Storbritanniens venligste by – hvorfor ikke selv se efter?

De største attraktioner

Glasgow har nogle af de bedste museer og gallerier i Skotland. Og endnu bedre? De er næsten alle gratis. Et af de bedste eksempler på det er det enorme, hundrede år gamle Kelvingrove Art Gallery & Museum, et af Skotlands største trækplastre takket være en samling, som omfatter alt fra Salvador Dali til det gamle Ægypten. Tilsvarende imponerende - og også gratis - er Gallery of Modern Art (GoMA) i verdensklasse og det prisvindende Riverside Museum.

Museets vinklede, banebrydende design finder sig naturligt hjemme i Glasgow, som altid har haft noget med arkitektur. En af byens mest berømte sønner er arkitekt Charles Rennie Mackintosh, og du vil høre om (og se) hans indflydelse på de billige rundvisninger med Walking Tours In Glasgow. Alternativt tilbyder GPSMYCITY en række gratis gåruter i Glasgow, som kan downloades. Og hvis du foretrækker ikke at gå, har CitySightseeing Glasgow busser, som kører syv dage om ugen – vælg deres ‘1 Day + Subway’ billet, så får du nemlig en dags ubegrænset brug af undergrundsbanen med.

Noget anderledes

Væk fra centrum finder du House For An Art Lover. Det koster ikke meget at komme ind, og du får den perfekte mulighed for at se en af Mackintoshs bygninger helt tæt på. Hold et godt øje med stedets kalender med gratis foredrag, rundvisninger og workshops. Du finder huset i Bellahouston Park, tæt på Ibrox Stadium, hjemmebanen for Rangers FC, et af byens to fodboldhold med hver sine fanatiske tilhængere (det andet er Celtic FC). Billetter til hjemmebanekampe er generelt lettere at få fat i, end de er til de store engelske klubber - og de er ofte også billigere.


Foto: Alex Chapman

 

Besøgende, som ønsker at dykke ned i byens kulturarv, har nogle interessante valgmuligheder. Glasgow Botanic Gardens, som har gratis adgang, er nu 200 år gamle, og stedets haver og store drivhuse er åbne hele året. Andetsteds finder du Glasgow Necropolis, en usammenhængende kirkegård med nogle fascinerende historier at fortælle – tag med på en af stedets betal-det-du-føler-for ture og find ud af mere.

Glasgow er blevet kendt for sine indkøbsmuligheder – det såkaldte Style Mile tilbyder mærkevaredesigns i kæmpestore mængder – men det er også en god idé at holde øje med de gode tilbud i vintagebutikker som f.eks. Starry Starry Night og Mr Ben Retro Clothing. Og hvis det er byens berømte natteliv, du er ude efter, kan du købe billige koncertbilletter til ikoniske musiksteder som f.eks. King Tut’s Wah Wah Hut, Oran Mor og Glasgow Barrowland Ballroom.


Foto: Michael Gallacher

 

Sådan kommer du til byen og rundt i selve byen

Byen har to lufthavne - Glasgow Airport med globale forbindelser og Glasgow Prestwick med fokus på europæiske destinationer – og den ligger også mindre end en time fra Edinburgh Airport. I selve byen kan det godt betale sig at købe en billig All-Day ticket, som giver dig ubegrænset adgang til undergrundsbanens netværk. Familier bør overveje at købe en billig Daytripper ticket, som også inkluderer busser og færger.

Her kan du bo

Hoteller med en god central beliggenhed og rimelige priser inkluderer Ibis Styles City Centre, Point A Hotel og fem forskellige Premier Inns. Et godt sted at kende er også Grasshoppers Glasgow – som markedsfører sig som et “luksushotel hvor du får noget for pengene” – og SYHA Glasgow Youth Hostel, som har en række private værelser. Du vil også finde utallige gode muligheder på Airbnb.

Her kan du spise

Mange af byens bedste restauranter har frokostmenuer til en god pris, inkl. restauranten med det storslåede navn Two Fat Ladies At The Buttery og restauranten med det ironiske navn Ubiquitous Chip. På Six by Nico vil du imidlertid også få meget for pengene: En velsmagende seks retters menu, som serveres hele eftermiddagen og om aftenen - men stedet bliver mere og mere populært, så husk at bestille bord i forvejen. Og hvis du føler dig dekadent? Så må du ikke gå glip af Oyster Happy Hour mellem 16 og 21 hver fredag på A’Challtain, hvor østers kun koster £1 pr. stk.

Det er også værd at kigge efter de forskellige tilbud fra restauranterne i Glasgow på 5pm og itison.com (som også har nogle gode tilbud på indkvartering). Og hvis du er på udkig efter et rigtigt røverkøb, har byens turistråd samlet en liste over steder, hvor du kan spise godt for under £5. Er det mere den ægte skotske oplevelse, du er ude efter, skulle du prøve en tærte og en drink på The Pot Still, en pub med rimelige priser, som bedst er kendt for sit udvalg af mere end 700 forskellige whiskyer.

Gå ind på VisitBritain.com for mere information om Glasgow og resten af Storbritannien.

Køb billetter til rundvisninger, til tog og meget mere på VisitBritainshop.com

Opdag andre byer

Liverpool
London
Manchester
Belfast
Birmingham
Brighton
Bristol
Cardiff
Edinburgh