Del 2 - Shetlands seværdigheder

Skrevet af Angelica, scottishmoments.com

Allerede da vi steg ud af flyvemaskinen efter at være landet på det lille stykke jord, som udgør Sumburghs landingsbane, med havet både bagved og foran, og over en midlertidigt lukket hovedvej følte vi det, som ville komme til at kendetegne hele opholdet på øerne; en markant og tydelig… ro! 

Det var som at træde ind i en alternativ virkelighed, hvor stress ikke var opfundet. Og dette som sagt allerede på flyvepladsen! Men misforstå nu ikke og tro, at ro er lig med kedsomhed. Shetlandsøerne er alt andet end kedelige. De er propfyldt med kultur, historie og geologi, omfavnet af en natur, som gør dig ganske overvældet, uanset i hvilken retning du vender dig.

Udforskningen af øerne begynder, så snart du er kommet ud af lufthavnsbygningen. Det viser sig nemlig, at vejen, som midlertidigt lukkes, når et fly skal lande, fører til Shetland Mainlands (hovedøens) sydligste spids og Sumburgh Head Lighthouse og naturreservat, der beskriver sig selv som en besøgsattraktion i verdensklasse med henvisning til historien, som omfatter spændende hverv  fra 2. verdenskrig, lundefugle og et fyrtårn bygget af selveste Robert Stevenson, farfar til forfatteren Robert Louis "Skatteøen" Stevenson.

Ikke langt derfra finder du Jarlshof, som jeg nævnte i del 1. Det her må du bare ikke gå glip af. Her findes levn fra bosættelser gennem 4000 år, fra alle tidsperioder, fra 3000 år f.Kr. og helt frem til 1600-tallet. Disse levn blev opdaget ved en tilfældighed i slutningen af 1800-tallet, da en storm afslørede en del af det, som havde ligget gemt under flere lag jord i 200 år. Navnet kommer fra en roman af Sir Walter Scott ("The Pirate"), som besøgte stedet i 1814 sammen med fyrtårnsbyggeren Stevenson, som jeg nævnte tidligere, flere årtier inden bosættelserne blev opdaget. 

Slotsruinen, som du kan se i dag, er modellen til Jarlshof i bogen. Tænk, om de havde vidst dengang, hvad der lå under deres fødder…

Fra Jarlshof på vestsiden kører du til Dunrossness på østsiden. Under dit ophold på Shetland vil du opleve, at du hele tiden krydser øen og skifter Atlanterhavssiden ud med Nordsøsiden oftere, end vejret skifter, og det siger ikke så lidt på Shetland… Ingen del af hovedøen Mainland ligger mere end 5 km fra havet. På et sted, Mavis Grind, kan du til og med forestille dig, at du kaster en sten fra det ene hav til det andet. Eftersom der går en hovedvej imellem, er en imaginær sten dog at foretrække… I Dunrossness besøger du det første af en række udmærkede museer på øerne, Croft House Museum. Dette er et minimuseum, som består af en stråtækt hytte, som viser, hvordan man boede på øen i 1800-tallet. Andre museer, der er værd at nævne, er Shetland Museum and Archives i Lerwick, hvor du kan lære alt, hvad du behøver at vide om området, i hypermoderne, interaktive miljøer. Her kan du let tilbringe en hel dag. Et perfekt tilflugtssted, hvis vejret skulle blive dårligt. For tv-seeren kan nævnes, at dette museum har figureret i serien Shetland.  Shetland Textile Museum er et must for den håndværksinteresserede, da uld og strikning er en stor del af øernes kulturliv, hvilket ikke mindst kommer til udtryk i Shetland Wool Week, som arrangeres hvert år og bare bliver mere og mere populær. På dette museum sidder lokale damer og viser den lokale strikkemetode, hvor man anvender strikkebælte, og du er mere end velkommen til at prøve. Og inden vi går videre;  Scalloway Museum er stedet, hvor du får mere at vide om den gribende og spændende historie om the Shetland Bus fra anden verdenskrig. The Shetland Bus var navnet til trods en (eller egentlig flere) fiskerbåde, som foretog vanskelige togter mellem Norge og Shetland under krigen for at støtte modstandsbevægelsen. På dette museum finder du også information om Titanics luksuriøse "lillesøster", RMS Oceanic, i sin tid verdens største skib, som sank ud for Foula i 1914.

Kryds øen over til Atlanterhavssiden igen på din vej nordpå, så havner du efter et stykke tid på St Ninians Beach. Dette er en af flere spektakulære strande på Shetland. St Ninians er nemlig en lang smal strand med havet på begge sider. Stranden fører til øen St Ninians Isle. Vandet her, som overalt i Shetland, er overraskende krystalklart. Dette sammen med det hvide sand gør, at man tror, man er på betydeligt sydligere breddegrader end de "60 degrees north", som du hører om overalt på øerne. En anden strand, der er et besøg værd, er Minn Beach, hvor man optog nogle forfærdelige scener til Shetland sæson 5.

Shetlands hovedstad Lerwick må du selvfølgelig ikke gå glip af. Byens centrum er lille og gemytlig, absolut et af de mest maleriske bycentre i Skotland. I havnen ligger der ofte både fra forskellige tidsepoker, og the Lanes er den gamle del af byen med smalle gyder. Et stenkast derfra findes Lodberrie, endnu engang kendt fra tv, da det er her, selveste Jimmy Perez har til huse i serien. Den minimale sandstrand, der ligger klemt inde mellem huset og en stenmur, er det sted, hvor Jimmy plejer at stå og gruble over sine opgaver. Fra Lerwick går der en femminutters færge til Bressay, og krydser du den ø, kommer du til stedet, hvor endnu en færge tager dig med til fuglereservatet Noss. Færge er dog en stor overdrivelse, det er en oppustelig båd, som du vinker til dig fra den anden side, når du vil krydse. Noss kan prale af nogle af de mest dramatiske klipper i Europa. Regn med fire timer for at vandre øen rundt. Andre vandringer at foretage, hvis man kan lide dramatiske klipper og fugleliv, er Eshaness og Hermaness. Eshaness på hovedøens nordvestlige side har for øvrigt de mest dramatiske og spektakulære udsigter på øgruppen.

Noss var yngleplads for de shetlandsponyer, som blev leveret til kulminerne i 1800-tallet. Og selv om de ikke længere findes lige der, så findes de stort set overalt på øerne, både på græsarealer og løsgående på heder, så se op, når du kører bil. Vil du stifte endnu nærmere bekendtskab med disse små charmetrolde, kan du besøge et stutteri eller en landbrugsmesse, hvor der afholdes konkurrencer og opvisninger.

Shetland består af hundrede øer, nogle kan man flyve til, andre når man via broer. Den nordligste af øerne, Unst, skal man tage to færger for at komme til fra Mainland; først til Yell og siden køre nordpå og tage den næste færge mellem Yell og Unst.  På Unst findes vikingehuse og en vikingebåd, Hermaness naturreservat og Bobbys Bus Shelter. Det sidstnævnte er præcist, hvad det lyder til at være. En busholdeplads, men med det lille ekstra. Eller hvad skal man sige om en mikrobølgeovn, telefon og kamin? Det var den lokale skoledreng Bobby, som arrangerede holdepladsen, som siden blev verdenskendt. Bobby flyttede senere til Swasiland og er nu i 30'erne, men de lokale damer opdaterer holdepladsen flere gange om året, skifter gardiner og temaer. Det er oven i købet blevet til en biografsalon med forestillinger. Og med plads til 2!

Forhåbentlig har du fået inspiration til selv at udforske denne øgruppe. Men hvor skal man bo under sit ophold? Og hvordan er det med maden i området? Det handler del 3 om!

På jagt efter Nessie

VisitBritains butik

BritRail Spirit of Scotland Rail Pass

A single pass for unlimited rail travel across Scotland, including some island ferries
Fra DKK 1.023,50

Historic Scotland Explorer Pass

Enjoy free entry to 75+ stunning Scottish historical sites on a single, great value pass
Fra DKK 302,50

Loch Ness Cruise

Join the hunt for the Loch Ness Monster and immerse yourself in fascinating history at one of the most famous — and one of the most beautiful — lakes in the world.
Fra DKK 129,00