Gå ikke glip af sommeren i Edinburgh

Same sex male couple wearing kilts walking arm in arm along Thistle Street, Edinburgh, Scotland.

Fra travlheden på Royal Mile til afslapning i byens naturskønne grønne områder eller udflugter til sandstrandene i nærheden, er Edinburgh fyldt med spændende oplevelser hele sommeren. Du kan få smag for nye variationer af skotsk whisky, synge med på gadesangeres numre og grine sammen med nogle af verdens største komikere på Festival Fringe – uanset hvad du foretrækker, så har den skotske hovedstad det hele.

Slap af med en picnic i centrum

Med adskillige parker og grønne områder mangler Edinburgh ikke skønne steder til en picnic, hvor du kan nyde sommersolen. Spark en bold omkring på The Meadows, i den sydlige del af centrum, eller planlæg dit besøg, så det falder sammen med den gratis fællesskabsfestival den første weekend i juni – der er tre scener med underholdning, byens største udendørs marked og endda et hundeshow! Stress af i Princes Street Gardens' afslappede atmosfære i skyggen af den majestætiske Edinburgh Castle, med dens berømte blomsterur og anlagte områder. Eller begiv dig op til Arthur's Seat i hjertet af Holyrood Park, hvor du kan nyde sandwich og sausage rolls, mens du ser ud over Edinburgs storslåede skyline.

En tagterrassebar med udsigt

Skotland har en historie med at producere enestående spiritus, særligt whisky, og Edinburgh har masser af tagterrassebarer, hvor du kan få en lille dram eller to. Kig ud over byen fra de store vinduer fra gulv til loft i Fourth Floor Bar i Harvey Nichols, eller besøg den eksklusive SKY Bar den første torsdag i hver måned. Hvis dit budget tillader det, kan du oven i købet bo på det fem-stjernede boutique-hotel The Glasshouse, som vil gøre enhver Instagrammer grøn af misundelse, for eksklusiv adgang til hotellets imponerende 8093 m² tagterrassehave- og bar. Scotch Whisky Experience og dens interaktive forlystelse, hvor man kører i en whiskytønde gennem produktionsprocessen for Skotlands berømte spiritus, ligger lige nede ad gaden.

Kysttraditioner inden for kort afstand

Edinburgh

Fra sin beliggenhed med udsigt over Firth of Forth er Edinburgh det perfekte udgangspunkt til at finde en oase med idylliske strande. Øst for byen finder du Portebello, komplet med 3,2 km med gyldent sand og en promenade fyldt med livlige pubber og restauranter. Hvis dit besøg falder sammen med den sidste lørdag i august, bør du ikke gå glip af Big Beach Busks 10-års jubilæum, hvor hundredvis af musikere samles for at optræde langs stranden. Længere mod øst, og blot 30 minutter med tog fra det centrale Edinburgh, ligger den dejlige by North Berwick. Gå en tur på dens smukke sandstrande ved Milsey Bay og West Beach, udforsk klippepytterne, eller dyp tæerne i den rolige brænding.  Alternativt kan du sætte kursen mod vest til Cramond Beach, hvor du kan tage en afslappende gåtur langs sandet eller få gang i din blodcirkulation på to hjul ved at cykle omkring på områdets kyststier.

Stå stolt, og lad tøjet tale for dig

Edinburgh

I år markeres en kæmpe milepæl for Pride i Edinburgh, da det er 50 år siden, Stonewall-optøjerne førte til skabelsen af den globale Pride-bevægelse. Marchen gennem byen d. 22. juni fejrer mangfoldighed og identitet, og det afspejles i temaet for Pride Edinburgh 2019: This is me (Dette er mig). Sammen med tusindvis af andre kan du deltage i Skotlands største LGBTQ+ begivenhed, når byen bliver badet i farver og munterhed, og hvor inklusivitet er nøgleordet.

Herlige, globale delikatesser

Edinburgh

Smag på noget af Skotlands fineste kogekunst på ét af Edinburghs mange streetfood-markeder. Med stande, der har noget til enhver smag, har du chancen for at prøvesmage fusionsdelikatesser og kendte familiefavoritter. Pitt Market er blevet dobbelt så stort i 2019, hvilket betyder, at der er endnu flere uafhængige sælgere, der tilbyder dig lækre retter. Den prisbelønnede Buffalo Truck, som er enhver kyllingeburgerentusiasts drøm, er blandt dem, der hører til her, og den har åbent hver lørdag til en gang streetfood, live musik og sprut. Kig forbi Tuk Tuk for et unikt bud på indisk streetfood og et kæmpe udbud på Street Food Fridays i Fountainbridge, hvor de spændende sælgere er forskellige hver uge. George Square Gardens summer også med aktivitet i slutningen af juli, når Edinburgh Food Festival kommer til byen og byder på Skotlands fineste produkter. Det er den perfekte forløber til al den Fringe-relaterede morskab, der vil følge efter.

Kast dig ud i kulturfestivalerne

Edinburgh

Edinburgh slår sit omdømme som verdens bedste festivalby fast i sommermånederne, hvor den byder velkommen til stjerner fra kunstens, komediens, filmens og litteraturens verden. I august måned transformerer verdens største kunstfestival, Edinburgh Festival Fringe, byen. Det er underordnet, om du er en fan af musik, dans, komedie eller teater - der vil helt sikkert være noget, der falder i din smag, når tusindvis af optrædende indtager scenen med deres nummer. Edinburgh International Festival finder sted på samme tidspunkt, hvor byens primære spillesteder, teatre og koncertsale kommer i fuldt vigør med lyden af musik, opera og meget mere fra hele verden. Snup en bog på byens International Book Festival, eller marcher til lyden af militærtrommerne ved The Edinburgh Military Tattoo. Uanset hvad du er interesseret i, er byen et kulturelt arnested, der bare venter på at blive opdaget.

22 Jul 2019(last updated)

Flere oplevelser