North Coast 500 Del 4 - Tips & Tricks

Dette er et gæsteindlæg fra Scottish Moments

 

Fjerde og sidste del i serien af indlæg om North Coast 500 handler om nogle påmindelser og tip, som kan være nyttige, inden man begiver sig ud på turen. Hvis du har lyst, kan du læse de andre dele her: første del,anden deltredje del. Det er nok en god ide at lægge ud med nogle generelle påmindelser om, hvad man bør huske som bilist i Skotland.

Vær forberedt på omskiftelige vejr- og vejforhold.

Generelt om bilkørsel i Skotland:

  • Kør i venstre side.
  • Hastighedsbegrænsningen angives i miles per hour.
  • Promillegrænsen er 0,5 (sænket fra 0,8 i 2014).
  • Der er ingen myldretidsafgift eller betalingsbroer osv. i Skotland.
  • Sikkerhedssele er et krav for alle i bilen.
  • Børn under 12 år, som er under 135 cm, skal anvende selepude. De kan lejes på biludlejningsstedet.
  • Bemærk, at det er forbudt at tale i mobiltelefon, når man kører bil i Skotland, medmindre den er håndfri.

 

Små, snoede veje og et rigt dyreliv er nogle af udfordringerne, men også charmen ved de unikke kørselsforhold langs North Coast 500.

Bilkørsel langs North Coast 500

Mange af de godt og vel 800 km udgøres af småveje i varierende stand og ofte kun med én bane. Man kan altså kun passere andre køretøjer på de angivne vigepladser. Det er sædvane at lade bagfrakommende biler passere. Regn ikke med at tilbagelægge de helt store afstande pr. dag. Man plejer at sige, at man ikke skal undervurdere, hvor lang tid det tager at køre en "Highland mile". Langs nordkysten er der langt mellem tankstationerne, og de kan have kortere åbningstider, så sørg for at tanke op, når chancen byder sig. Der er et rigt dyreliv langs hele ruten. Der opholder sig tit både vilde dyr og kvæg langs og endda på selve vejen. Vejene er snoede, og der er ofte ingen rabat. Vejret skifter tit og hurtigt efter princippet "fire årstider på en time".

 

En gedefamilie, som ikke havde travlt med at komme væk fra vejen.

Planlægning

Som jeg skrev i første del af denne serie, kan man bruge så lang eller kort tid på ruten, som man vil. Man kan godt tage den på et par dage, men så er det med fokus på bilkørsel og bilen, og man går glip af stort set alt det, der er at se. Mange bruger to uger for virkelig at komme ind under huden på ruten og få tid til både vandreture og særlige interesser, men det mest almindelige er nok at bruge ca. 5 dage, som vi også gjorde. Det er også den tidsramme, den officielle side anbefaler. Med hensyn til, hvilket tidspunkt på året der er bedst, kan det være en fordel at huske på, at vejret altid er mere eller mindre uforudsigeligt i disse dele af landet. Da vi var af sted i februar, forventede vi vintervejr, men i stedet var det forår for fuld udblæsning med sol og 12 grader næsten hele ugen. Om sommeren er der mange turister i området, hvilket kan forårsage problemer med indkvartering, hvis man ikke har booket på forhånd, og man har måske heller ikke lyst til at tage rundt i vildmarken sammen med en hel masse andre. Starten og slutningen på sommersæsonen er derfor gode tidspunkter.

 

Hvis man er godt forberedt, kan man se charmen ved både regn og sol og alt derimellem. Der findes ikke dårligt vejr og alt det der :-)

Pakning

Det kan ikke understreges nok, hvor vigtigt det er at bære flere lag tøj og pakke til alle fire årstider. Det behøver ikke være så besværligt, som det lyder. Man kommer langt med en T-shirt, en varm trøje, en regn- og vindtæt jakke og gode sko. Tilføj solcreme, solbriller og en kasket – så kan man klare et hvilket som helst vejrlig, som højlandet kan finde på at byde på.

En ekstra dunk benzin er heller ikke nogen dum ide. Det er slet ikke sikkert, du får brug for den, men den giver en vis frihed, hvis du får lyst til en afstikker eller ikke vil stresse for at nå frem til tankstationen inden lukketid, hvis du nu hellere vil bruge lidt længere tid på bjergtoppen, som du netop triumferende har besteget. Just saying.

Du skal heller ikke regne med at kunne finde en restaurant eller café, præcis når sulten melder sig, så en termoflaske og en madkurv er en god investering. Hoteller og B&B har stort set altid en elkedel på værelset, så jeg fyldte bare termoflasken med varmt vand hver morgen og tog den med i bilen.

 

Når man har sådan en udsigt, klager man ikke over en eventuel mangel på caféer. (Og ja, jeg var alt for varmt klædt på her)

Andre tip

  • Visse steder som f.eks. Dunbeath Castle Garden og Castle Leod er kun åbne for offentligheden nogle få dage om året. Men man kan prøve at ringe i forvejen og aftale et besøg. Det er bestemt et forsøg værd, hvis det er et sted, du virkelig gerne vil se, men som ikke er åbent, når du er i omegnen.
  • Vandresko eller gummistøvler i bilen er en god ide, når man standser for at tage billeder eller bare gerne vil se, hvad der er på den anden side af bakken.
  • Alt afhængigt af, hvor meget tid man har til rådighed, findes der afstikkere fra den officielle rute, som det er værd at bruge en ekstra time eller to på. Byen Plockton, der kaldes "The Jewel of the Highlands", Isle of Skye samt Skotlands mest fotograferede slot Eilean Donan er mine bedste tip.
  •  

Denne hjort holdt sig på behørig afstand fra vejen oppe på en klippeafsats, men dens artsfæller kan skabe problemer på vejene, hvis man ikke er opmærksom.

Du risikerer måske at sidde fast i en trafikprop (en fåreflok, der standser trafikken midlertidigt), komme ud for en regnbyge eller blive nødt til at køre en ekstra kilometer eller to til den næste rasteplads, men med den natur, som North Coast 500 byder på, er der i hvert fald ikke fare for at falde i søvn ved rattet :)

 

Fårene er vant til at have vejen for sig selv det meste af dagen. Det er deres hjem, og vi besøgende må indrette os efter dem.

 

Det skotske højland

VisitBritain-butik

1 day West Highland Lochs and Castles Tour - Rabbie's Trail Burners

Capture the Scottish spirit and explore Scotland’s highlands, lochs and castles
Fra DKK 359,00

Loch Ness Cruise

Experience legendary Loch Ness on an award-winning 1 hour cruise
Fra DKK 122,50

Isle of Skye tour & Jacobite Steam Train journey - 3 days (Highland Explorer)

Explore peaceful Skye, visit legendary Loch Ness and ride the real life Hogwarts Express
Fra DKK 3.836,00